
Skynd dig hvis du vil opleve Lis Sørensen
20. juli 2011 - kl. 0:17 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På fjerde årti stråler Lis Sørensen klart og stærkt – og hører vedblivende til blandt vort lille lands største sangerinder. På lørdag og søndag spiller hun sammen med sit band på Galleri Gajhede. Hun formår igen og igen at fylde koncertstederne med begejstrede tilhørere og kan stadig sælge titusindvis af cd´er. I 2009 blev det til mere end 65 koncerter landet over – og duetter med såvel Basim som Ufo Yepha er tydelige tegn på, at Lis Sørensen også er en eftertragtet samarbejdspartner hos den nye generation af danske musikere.
I 2010 kom det seneste album fra Lis Sørensen med udgivelsen ”For Kærlighedens Skyld”, som en længe ventet opfølger til succes albummet ”De Allerstørste Sange” fra 2007 (der for længst har rundet 70.000 solgte eksemplarer) – og som det første album udelukkende med helt nye Lis Sørensen sange siden ”Con Amor” fra 2005.
Lis Sørensens kommer til galleriet med hendes faste band på dette års Danmarksturné med Jette Schandorf på bas, Poul Halberg på guitar, Jonas Krag ligeledes guitar, gemalen Jan Sivertsen på cajon og Klaus Menzer på percussion. En navneliste der giver genlyd af absolut musikalsk topklasse og som har fulgt Lis Sørensen gennem ild og vand.
Enhver der har set Lis Sørensen live de seneste år, har oplevet hvordan hun efterhånden har skabt sin helt egen niche på den danske scene. Lis Sørensen er simpelthen i sit livs form og formår aften efter aften, sammen med sit stærke og velspillende band, at give nyt liv til de mange markante sange fra en lang karriere.
Det er ikke tilfældigt at netop Lis Sørensen har fået tilnavnet ”Hjertets sangerinde”. Den store stemme når de yderste hjørner af galleriet, kryber under huden og gør indtryk på enhver der lytter – og direkte fra hjertet synger hun den perlerække af nye og gamle klassikere, der er kernen i hendes koncerter: Mine øjne de skal se, Stille før storm, Verden er i farver, Tæt på ækvator, Fuld af nattens stjerner, Indtil dig igen…
Billetterne til den første koncert var revet væk få dage efter offentliggørelsen på hjemmesiden, hvorfor vi har overtalt Lis til at berige os med endnu en aften søndag den 24.07.11. Billetsalget til denne aften er imidlertid særdeles godt i gang, så skynd dig hvis du vil have denne oplevelse med.
Billetter: Mikael Gajhede 24 45 15 10 eller mikaelgajhede@gmail.com
Galleri Gajhede, Vestre strandvej 18, 9900 Skagen, lørdag den 23.07.11 kl. 21.00 (udsolgt) og søndag den 24.07.11 kl. 21.00.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skynd dig hvis du vil opleve Lis Sørensen' til en bekendt