
Mød en rigtig indianerhøvding
1. august 2011 - kl. 13:10 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Foredrag ved konsulent, lic.jur. Ole Ingstrup. Det hører til de absolutte undtagelser, at et oprindeligt folk ophøjer en hvid mand til høvding. Ikke desto mindre blev den danske jurist Ole Ingstrup valgt til ”Chief Spotted Eagle” af Cree-prærieindianerne i Canada, da han var chef for det canadiske fængselsvæsen (Correctional Service of Canada). Ole vil fortælle om sit møde med indianernes filosofi omkring afvig, sanktioner og heling, deres spiritualitet og ceremonier og den betydning, som mødet fik for hans eget liv, professionelt og personligt. Han har lovet at medbringe den imponerende fjerprydelse, der fulgte med høvdingeværdigheden. Før Canada var Ole inspektør på Statsfængslet Kragskovhede og havde sommerbolig i Gl. Skagen, hvor han udfoldede sit talent som maler og blandede sig i debatten om Skagen-kunsten.
I indianske samfund står der stadig respekt omkring ældre mennesker (”elders”), kvinder som mænd. Der lyttes til deres ord, og de har sociale funktioner, som har stor betydning for sammenhængskraften i deres lokalsamfund. De tænker anderledes om mange ting, end den ”hvide mand” gør. En Oji-Cree elder har fx udtalt, at en af de alvorligste kløfter i det canadiske samfund nok er de forskellige opfattelser af skadelige handlinger, og hvordan der bedst kan reageres på dem. I det ikke-indianske samfund ser det ud til, at det at begå en forbrydelse betyder, at individet er et ondt menneske og derfor skal straffes. Det indianske samfund ser en skadelig handling som udtryk for dårlig opførsel, der kræver læring/uddannelse, eller som en sygdom, der kræver heling/helbredelse. Tanker som disse er en del af inspirationen til, at der i mange vestlige lande nu arbejdes med genoprettende eller opbyggelig ret (”restorative justice”) som supplement eller alternativ til straffende ret. I Danmark er interessen for denne tænkning dog minimal.
Tirsdag den 2. august kl. 16.30 i Sognehuset
Pris kr. 100,-.
Tilmelding og betaling ved indgangen. Sognehuset: Kirkevej 7, 9990 Skagen
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Mød en rigtig indianerhøvding' til en bekendt