
Søs Fenger gæster Galleri Gajhede
10. august 2011 - kl. 5:02 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Søs Fenger, kendt og elsket af de fleste danskere gennem flere generationer, vender tilbage til Galleri Gajhede og slutter på intens, nærværende og fornemmeste vis musiksæsonen af.
I marts udsendte Søs Fenger et længe ventet og helt nyt dansksproget album Nogle gange er man så heldig, at man ikke når at tænke sig om… Nu kan du også opleve Søs Fenger live på Galleri Gajhede på lørdag den i sit livs bedste form.
Hør denne aften store hits som ”Du Er”, ”Holder Øje Med Dig”, ”Inderst Inde”, ”Sidste Time”, samt en række af Søs’ udvalgte favoritter, både fra det nye og gamle repertoire, samt fra et stort, skønt hitkatalog af hendes udvalgte favorit sangskrivere.
Glæd dig til en koncert, hvor Søs, i tæt kontakt med publikum, undervejs også vil fortælle og øse ud af sine mange oplevelser og erfaringer fra livet som sangerinde og kvinde – og ikke mindst om sin store passion; musikken og historierne om de mange gode sange.
Søs Fenger startede sin karriere som popidol i News og har siden som solist bevæget sig sikkert rundt i mange genrer – pop, rock, jazz, viser, disco – på både dansk, svensk og engelsk. På én gang har Søs Fenger, således på forunderlig vis, formået at forvalte både sine musikalske interesser og sit store talent – og holdt fast i den svære kunst som det er, at have sig selv og publikum med hele vejen. At hun forstår at forene sødme og styrke er samtidig måske forklaringen på, hvorfor hun er blevet rollemodel i flere generationer.
På det nye album, der indeholder dansk pop af høj klasse, med gode og tankevækkende sange, og til koncerterne, vil du opleve Søs Fenger som hele Danmarks mest sødmefyldte, inderlige og renhjertede sangerinde i bedre form end nogensinde før – sådan som hun er elsket mest af alle.
Billetter: Mikael Gajhede 24 45 15 10 eller mikaelgajhede@gmail.com
Søs Fenger med band i Galleri Gajhede, Vestre Strandvej 18, 9900 Skagen, lørdag den 13.08.11 kl. 21.00
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Søs Fenger gæster Galleri Gajhede' til en bekendt