
Nogle af de ryttere der på fredag tager turen fra Middelfart til Skagen, hvor målstregen er ved Green´s Pub & Café
Fra Fyn til Green’s Pub & Cafe – på cykel!
24. august 2011 - kl. 0:57 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ideen om TOUR de SKAGEN opstod tilbage i 2008 hvor 3 af rytterne drøftede muligheden for at cykle turen fra Middelfart til Skagen på en enkelt dag. Det stod hurtig klart, at dette projekt måtte prøves, og 3 ekstra ryttere blev hvervet til holdet. Vi fik også tilknyttet vores egen sportsdirektør – ethvert cykelhold har behov for en leder, der kan guide sine ryttere trygt igennem de store togter.
Dette har siden 2009 været grundstenene i den årligt tilbagevendende begivenhed, hvor en gruppe gode venner sadler op fra Middelfart, den sidste fredag i August, og drager nordpå.
Siden da er der kommet flere ryttere til, og serviceteamet er udvidet til 3 personer – så 2011 versionen af TOUR de SKAGEN består af 17 deltagere, der fredag d. 26/8 klokken 05.00 tager hul på de 302 km til det nordligste Danmark, hvor målstregen IGEN er ved Green´s Pub & Cafe, der sædvanen tro byder os velkommen. Forventet ankomst kl. ca. 18.00
Ryttere og ledelsen i TOUR de SKAGEN har sammen udviklet og forfinet drejebogen til denne herlige cykeltur, og hvert år byder på flere tiltag og forbedringer – mange af disse kunne ikke lade sig gøre uden vore sponsorer. Flere af disse har støttet fra første år, hvilket vi er meget stolte over.
På hjemmesiden www.tourdeskagen.dk kan der læses om vore sponsorer, ruten, serviceteamet, rytterne og sportsdirektørens’s blog. På selve løbsdagen vil sportsdirektøren igen holde alle interesserede opdateret med LIVE kommentarer fra ruten og som noget nyt, vil det i år også være muligt at følge med på 3 LIVE kameraer fra servicebilerne.
Derudover vil det være muligt at følge rytterne kæmpe sig nordpå, LIVE på storskærm på Greens Pub &cafe.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fra Fyn til Green’s Pub & Cafe - på cykel!' til en bekendt