
Fodbold: Skagen tabte i Sæby
1. november 2011 - kl. 0:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Lørdagens lokalopgør i Sæby var på forhånd en kamp som tegnede til at blive særdeles jævnbyrdig. Det skulle vise sig at denne spådom holdt stik.
Skagen startede kampen bedst og allerede efter 20 sekunder havde Kaspar Lundholm en stor chance, men desværre blev afslutningen en smule stresset og chancen udløste ingen scoring. Kort efter er Kaspar Andersen på spil i venstre side. Kaspar finder Morten Jensen med et godt indlæg, men desværre header Morten bolden i favnen på Sæby målmand. En virkelig god og opløftende start til skawboerne. Som halvlegen skred frem viste Sæby også tænder. Bolden dansede pludselig på overlæggeren men skawboerne fik afværget. Halvlegsstillingen var 0-0.
Anden halvleg blev tæt og intens. Sæby havde chancer, men fint forsvarsspil samt godt målmandsspil af veterankeeper Henrik Andersen gjorde at nullet fortsat blev holdt. I kampens 75. minut redder Sæby på målstregen. Indskiftede Kaspar Sørensen sparker fladt bolden forbi en fremstormende målmand, men bolden ender ikke i netmaskerne da Sæbys venstre back når bolden på selve målstregen og dermed forhindrer en vigtig scoring. Kort derefter opstår kampens kontroversielle klimaks. Michael Andersen header på undersiden af overlæggeren og bolden passerer ?
målstregen bagved Sæbys målmand. Vi kunne ikke se det fra bænken, men adskillige Sæby tilskuere henvendte sig efter kampen, og gav udtryk for denne opfattelse. Desværre var linievogteren ikke af samme mening. Fortsat 0-0. Derfor var det endnu mere bittert at Sæby straffede os i kampens 89. minut. Et boldtab blev udnyttet til en scoring i kampens døende sekunder. Surt show. Vi pressede på i de sidste minutter og var tæt ved udligning. Desværre gik Kaspar Sørensens flugter forbi mål.
Alt i alt karakteriserede denne kamp vel meget godt vores “forsømte” efterår. I perioder gør vi det ganske fornuftigt, men vi mangler at “sætte prikken over iét”. Vi skal ganske enkelt score på vores muligheder. I dette opgør havde vi 5-6 gode muligheder som ikke blev udnyttet.
Nu mangler der blot en kamp i årets jyllandserie. Denne kamp er opgøret mod Thisted på søndag kl. 13.30 på Spar Nord Arena. Begrebet “skæbnekamp”
er ikke for voldsomt at bruge om dette opgør. Inden opgøret har vi 13 points og Thisted har 11 points. Altså kan vi nøjes med uafgjort for at skrive jyllandserie på visitkortet i 2012. Til gengæld må vi heller ikke tabe. Derfor er det en kamp af vital betydning som afvikles på søndag.
Mød op og bak op omkring holdet. Vi får brug for støtten i den afgørende kamp.
Tekst: Jesper Nielsen
Fotos: www.saebyavis.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fodbold: Skagen tabte i Sæby' til en bekendt