
Julemanden vækkes på Skagen By – og Egnsmuseum!
20. november 2011 - kl. 0:55 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Kom til stemningsfuldt julemarked på Skagen By og Egnsmuseum søndag d. 27.11.fra kl.14 til 17. Der er gratis adgang på det julepyntede museum, og alle husene er åbne. I køkkenet hos den rige fisker byder fiskerkonerne på kaffetår, saft og søsterkage. I vesterstuen spiller byens bedste spillemænd, Søren, Lars og Poul, et bredt udvalg af julens sange, og man er meget velkommen til at synge med i den lille stue.
Kl. 15.30. lige før mørket sænker sig helt, skal alle være med til at vække julemanden i museets gamle mølle. Hvis det lykkes, er der godter til alle børn.
Museets Aktivitetshus summer af liv; der er boder med gaveideer, smukke kranse, lune, hjemmestrikkede sokker og vanter samt spændende gevinster i Soroptimisternes populære tombola.
I Madpakkehuset sørger Grethe og Lissi for, at der er smagsprøver på sprøde, hjemmebagte æbleskiver, og igen i år kan man varme sig med museumsinspektørens helt særlige og meget styrkende juleglögg lavet efter hemmelig, svensk opskrift. KFUM spejderne sælger flotte juledekorationer, og i museets hyggelige cafe kan man købe hjemmebagte æbleskiver samt varme og kolde drikke. Måske kan man få idé til et par af julens gaver i museumsbutikken, hvor især litteratur om Skagens historie, og museets egen herlige bjesk lavet på perikon og blodrod igen i år er populære gaveemner.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Julemanden vækkes på Skagen By – og Egnsmuseum!' til en bekendt