
Krøyer og Lilholt indvier ny biograf i dag
16. december 2011 - kl. 0:43 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Bio er navnet på Skagens nye digitale biograf, der efter lang tids forarbejde slår dørene op i dag, fredag d. 16. december.
Det er ca. 15 år siden, der sidst har været biograf i Skagen.
I mere end 10 år har mange ildsjæle arbejdet med planerne for en ny biograf. Den er nu en realitet efter at det digitale udstyr som prikken over i’et er blevet installeret i de seneste dage. Biografen er placeret i Skagens nye kulturhus Kappelborg.
Den har 64 sæder og foruden biografforeningens bestyrelse er en lang række frivillige medarbejdere tilknyttet den daglige drift.
Indvielsen markeres ved en reception i biografen i dag fredag kl. 17 – 18.30. Her vil formanden for Foreningen Skagen Bio Flemming Hardy Olsen holde åbningstalen inden ingen ringere end Marie Krøyer vil markere den officielle indvielse.
I forbindelse med denne vil musikeren og komponisten Kristian Lilholt fortælle og vise filmeksempler fra multimedieprojektet ”LAND”, der er bygget op om billedkunstneren Carsten Franks malerier og digte og Kristian Lilholts musik.
Kl. 18.30 er der premiere på Skagen Bio’s første film ”Hysteria”, hvor 64 forventningsfulde premieregæster kan sætte sig til rette i stolene.
Filmen spilles igen som almindelig biografforestilling kl. 21.
Allerede søndag d. 18. december har biografen den nye Tin Tin film på programmet.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Krøyer og Lilholt indvier ny biograf i dag' til en bekendt