
Masser af spændende oplevelser på Kappelborg
17. januar 2012 - kl. 9:02 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der venter skagboerne mange spændende oplevelser på Kappelborg. I hvert fald hvis det står til biblioteket, som med en lang stribe arrangementer de kommende måneder vil gøre byens borgere klogere på mangt og meget.
Der blev lagt ud i går aftes med filmen om Svend Auken, og allerede torsdag følger et rejseforedrag om Korsika og den gribende film om hospitalsklovnen Angus.
Slægtsforskning står der også på programmet, og Peter Ernst vil fortælle om sine strabadserende cykelture i fjerne egne af kloden.
Krigslægen Wiera Lorentzen – bedre kendt som Mamma Doc – beretter om sine oplevelser ved fronten, og en mørk aften i februar fortæller en håndfuld bibliotekarer om de nye bøger ved den årligt tilbagevendende Bogcafé.
Glæde sig kan man bestemt også til den rå og uforfalskede Pariser-stemning i Doris Sommerlunds Edith Piaf-forestilling ”En aften med Spurven”, og helt sikkert er det, at den store sal bliver fyldt, når musikeren og forfatteren Peter Bastian tager os alle ved vingebenet. Som optakt til litteraturfestivalen ORDKRAFT i Nordkraft er der litterær byvandring, og foråret kulminerer med forfatteren Jørgen Leth, der slår et slag for litteraturen på Verdens Bogdag.
Ind i mellem er der busture til ARTHERNING og KRIMIMESSEN plus det løse samt hvad personalet ellers får af skøre indfald i den kommende tid.
Og så bliver det sommer, hvor der for alvor kommer tryk på kedlerne! Kappelborg vil spilkoge…
Programmet for de kommende måneder kan hentes på biblioteket, hvor man også snart vil kunne få det store forkromede fællesprogram for alle kommunens biblioteker.
Torsdag den 19. januar kl. 19.30
KORSIKA – skønhedens ø
Tag med Grethe Hagensen og Bent Jakobsen på en fantastisk rejse i lyd, musik og billeder til øen, der emmer af historie. Her er livlige kystbyer og isolerede bjerglandsbyer, forrevne klippekyster og kridhvide strande. Men først og fremmest er Korsika en gigantisk naturoplevelse med duft af blomster og krydderier.
Turen til Korsika foregik i campingvogn og starter på halvøen Cap Corse. Tag med! – og få ny inspiration. Der bliver lejlighed til at smage et glas korsikansk vin i løbet af aftenen.
Billetter à 50 kr kan bestilles på tlf 9845 9200
—————————————————————
Mandag den 23. januar kl. 19.30
KLOVN FOR LIVET
Gennem dage fyldt med gråd og grin, får publikum et unikt indblik i dagligdagen på Skejby Sygehus’ børnekræftafdeling. I en periode på knap to år følger vi hospitalsklovnen Angus og den 6-årige Tobias, der er ramt af en aggressiv kræftform. De mange måneders gentagne indlæggelser og smertefulde behandlinger mildnes af Angus’ tilstedeværelse. Med humor, leg og nærvær tager Angus og Tobias kampen op mod kræften. Langsomt udvikles et venskab. Dette er en historie om at være helt alene, og at have nogen at være alene sammen med.
Instruktøren Ida Grøn er til stede og fortæller om sit arbejde med filmen.
Billetter à 50 kr kan bestilles på tlf 9845 9200
———————————————————
Torsdag den 26. januar kl. 19
MERE SLÆGTSFORSKNING
Fortsættelse af lynkurset den 30. november. Man er velkommen til at medbringe sin egen bærbare pc. Biblioteket stiller endvidere et antal bærbare til rådighed. Nye kursister er velkomne.
Billetter à 50 kr kan bestilles på tlf 9845 9200
———————————————————
Tirsdag den 31. januar kl. 19.30
PÅ CYKEL KLODEN RUNDT
Ikke for tøsedrenge….Peter Ernst fortæller om sine strabadserende cykelture som f.eks. Paris-Peking eller 11.000 km gennem Sydamerika
Billetter à 50 kr kan bestilles på tlf 9845 9200
———————————————————-
Torsdag den 2. februar kl. 19.30
MAMMA DOC
Mød den erfarne krigslæge Wiera Lorentzen, der har arbejdet på Balkan og i Irak og Afghanistan, og som fortæller om sine oplevelser som læge tæt ved fronten. Her vurderes den danske krigsindsats fra en helt anden synsvinkel. Wiera Lorentzen har for nylig udsendt en bog om sit liv som militærlæge: ”Mamma Doc – krigslæge på mission”
Billetter à 50 kr kan bestilles på tlf 9845 9200
———————————————————————-
Torsdag den 9. februar kl. 19.30
BOGCAFÉ – kom på KAPPELBORG og få masser af inspiration til læsning. En håndfuld bibliotekarer anmelder med begejstring en stor stak spritnye romaner.
Billetter à 50 kr incl. 1 glas vin kan bestilles på tlf 98459200
———————————————————————
Tirsdag den 21. februar kl. 19.30
EN AFTEN MED SPURVEN
Edith Piaf-forestilling med Doris Sommerlund, der fortæller om sangerindens tragiske skæbne og synger nogle af de største chansons. Forestillingen har trukket fulde huse over alt i Danmark. Kom og oplev en ægte Pariser-stemning. Baren vil være åben under forestillingen.
Billetter à 60 kr kan bestilles på tlf 9845 9200
———————————————————————
Mandag den 12. marts kl. 19
MESTERLÆRE – en livsfortælling.
Musikeren og forfatteren Peter Bastian fortæller. Med sin nye bog tager Peter Bastian afsæt i sit eget liv som dreng, ung mand, voksen og patriark for at tage fat i sin samtid og giver en kærlig og nådesløs karakteristik af nutidens mennesker, dårskab og målløshed. Han er en fandenivoldsk, vittig og skarp samfundsborger, der kigger sig omkring og tænker: det her kan vi gøre bedre…
Arrangeret i samarbejde med FOF Vendsyssel og Folkeuniversitetet i Skagen.
Billetter à 100 kr kan købes på Skagens Bibliotek,
tlf. 9845 9200, www.fof-vendsyssel.dk eller 7025 5050
————————————————————————
Søndag den 15. april kl. 13
LITTERÆR BYVANDRING
Vi starter ved Brøndums Hotel og slutter i Drachmanns Hus, hvor der serveres et glas af den berømte Drachmann-punch. Undervejs fortælles om de mange forfattere, der har haft tilknytning til Skagen.
Billetter à 50 kr kan bestilles på tlf 9845 9200
————————————————————————–
Mandag den 23. april kl. 19.30
JØRGEN LETH på VERDENS BOGDAG
Forfatteren, filminstruktøren og cykelsportskommentatoren, der siden 1991 har boet på Haïti, slår et slag for litteraturen og causerer om Tour de France, erotik, lyrik og film.
Billetter à 100 kr kan bestilles på tlf 9845 9200
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Masser af spændende oplevelser på Kappelborg' til en bekendt