
Aalbæk Sjøws instruktør Marianne Svendsen trækker aktørerne i den rigtige retning. Øverst fra venstre Vibeke ”Putte” Rafn, Erik W. Olsen, Dorthe Pedersen, Bjørn Møller Nielsen, Bill Berg og siddende Mette Kjær Thomsen
Billetsalget går godt til Aalbæk Sjøw 2012
23. januar 2012 - kl. 9:03 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det blev en forryggende start for Aalbæk Sjøw, da billetsalget til revyen 2012 blev sat i gang online på nettet 1. januar kl. 12. Den første uge rundede det 1000 solgte billetter.
Til premieren torsdag 8. marts på Feriecentret Skagen Strand i Hulsig er der udsolgt og ligeledes den sidste spilledag lørdag 17. marts udsolgt. Der er stadig ledige billetter til 9., 10,. 15, og 16 marts. Revyen har udviddet med flere publikumspladser, idet fredage og lørdage er blevet forøget med 40 pladser til hver aften, da hallen er lidt større end Digets hal.
Så her 1 ½ måned før premieren ser salget ud til at blive en succes og Aalbæk Sjøw kan fejrer sit 30 års jubilæum med titlen ”30 år på toppen” et helt nyt sted.
Weekend-ophold med revy
Nyt i Aalbæk Sjøw er at nu kan der købes et weekend-ophold med revy. Feriecentret Skagen Strand har lavet et godt tilbud til revyens gæster, der kan få en overnatning i en ferielejlighed, samt spisning med revy-menü, revy, bal og morgenmad til en fornuftig pris.
Mandag 6. februar starter telefonsalget til revyen og på alle hverdage mellem kl. 17 og 19 kan der ringes ind og bestilles billetter.
Øvning er i gang:
Lige nu, er aktører og musikere i fuld gang med at øve numrene til årets revy, det foregår under kyndig tilrettevisning af revyens instruktør, Marianne Svendsen, og øvestedet er Aalbæks dejlige Kulturhus. De har fundet deres rollefigur og gået i gang med at lære teksterne så de sidder på rygraden.
I starten af februar kommer skuespilleren og instruktøren Jan Hertz og coacher revyen i 3 dage, som han også gjorde i 2011. Med hans indtog i Aalbæk Sjøw har revyen fået mange flere kompetencer at spille på.
Til sidst kommer en afpudsning af aktørerne, foretaget af frederikshavneren Hanne Boesen, som lige op til premieren ser det hele med friske øjne.
Bal med The Real Bounty
For første gang kan revyen præsentere The Real Bounty, som spiller til revybal efter revyen. De er et 5-mands band med 5 voksne ”drenge”, der har spillet i mange år. De kalder sig selv et rock/party/allround-band og de spænder vidt musikmæssigt, lige fra de gamle Rolling Stones, CCR, over Smokie til de danske Gasolin, Lars Lilholt og Bamses Venner. Så der bliver gang i dansegulvet, når de 5 fyrer giver den gas.
På gensyn på Feriecentret Skagen Strand i Hulsig til Aalbæk Sjøw 2012 8., 9., 10,. 15,. 16. og 17. marts
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Billetsalget går godt til Aalbæk Sjøw 2012' til en bekendt