
Skagens Museum har fået ”Udsigt mod Skagens fyr”
4. februar 2012 - kl. 7:51 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagens Museums Venner forærede, i går fredag, Skagens Museum Oscar Björck-værket ” Udsigt mod Skagens fyr”.
Skagens Museum har i forvejen 11 Björck-malerier og er det museum i Danmark, der har flest af Björcks værker – og det er naturligvis kunstnerens værker fra Skagen, man er interesseret i.
”Björck har så vidt, vi ved, malet omkring 60 værker i Skagen – men det er ikke så tit, der er noget til salg af det, han har lavet i Skagen – derfor er dette værk rigtigt interessant for os,” fortæller museumsinspektør Mette Bøgh Jensen, som beskriver billedet som ”Et rigtigt fint billede – det er meget skitseagtigt malet, med løse penselstrøg”.
Skagens gjorde stort indtryk på Björck
Den svenske maler Oscar Björck (1860-1929) var i sin levetid en kendt portrætmaler i Sverige, hvor han især portrætterede kendte svenske kulturpersonligheder.
Men han tilbragte somrene i 1882, 83’, 84’ og 88’ i Skagen – hvilket fik afgørende indflydelse på hans kunst, for det var her, han for alvor begyndte at dyrke friluftsmaleriet. Det var også i Skagen, at Oscar Björck mødte P.S. Krøyer, som fik afgørende indflydelse på hans kunst. Kunstnerne i Skagen gjorde i det hele taget et stort indtryk på Björck, og året efter hans første sommer i Skagen, i 1883, skrev han
”Selv om mange af mine venner var i Frankrig valgte jeg at tage til Skagen for at besøge mine danske malervenner”.
Det nyerhvervede værk Udsigt mod Skagens fyr kommer op og hænge på museets vægge i forbindelse med åbning af Krøyer-udstillingen den 4. maj.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagens Museum har fået ”Udsigt mod Skagens fyr”' til en bekendt