
Billetter revet væk – ny chance den 24. februar
8. februar 2012 - kl. 6:33 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
For nylig efterlyste Lokalsamlingen i Skagen og Skagen Lokalhistoriske Forening billeder fra det blomstrende købmandsliv, der engang har udfoldet sig i Skagen. I halvtredserne og tredserne var der ikke langt mellem købmændene, ja man kunne næsten se fra den ene butik til den anden. Siden tog selvbetjeningesbutikker og supermarkeder over, men det er en anden historie.
Efterlysningen bragte så mange fotografier til veje, at der – sammen med det billedmateriale, man i forvejen råder over i Tinghuset – var rigeligt til en fyldig billedkavalkade. Fotografierne vises i aften, onsdag, i Tinghuset, og de kommenteres af de tidligere købmænd Vita Knudsen, Frede Sørensen og Harald Kongerslev. Tusindvis af skagboer har haft forbindelse til kolonialhandlerbranchen som ekspedienter, ekspeditricer og bydrenge. Dem vil der sikkert også være mange af i salen onsdag aften, og de vil kunne supplere med historier fra de glade købmandsdages tid.
Billetterne til arrangementet i aften er forlængst revet væk, men Skagen Lokalhistoriske Forening har i hast arrangeret en ekstra forestilling i den store sal på Kappelborg fredag den 24. februar kl. 16. Billetterne er gratis og kan hentes på Skagens Bibliotek.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Billetter revet væk - ny chance den 24. februar' til en bekendt