5 medaljer til Skagen ved mesterskaber i svømning

Her ses de tre skagboer tilbage i Skagen Svømmehal til træning mandag aften (dagen efter stævnet). Jannie Burmeister (tv), Ida Mikkelsen (midt) og Morten Kolbe Thomsen (th).

5 medaljer til Skagen ved mesterskaber i svømning

22. marts 2012 - kl. 8:52 - af

Der var lagt op til hård konkurrence, store bedrifter og et kæmpestort fællesskab, da DGI Nordjylland stillede 180 deltagere til dette års udgave af DGIs Landsmesterskaber 2012 i Ikast Svømmecenter. Ud over at være den landsdel med flest deltagere, kunne man forvente store ting af nordjyderne ved dette stævne. Op mod 900 svømmere slog et smut forbi Ikast i denne weekend. Her var både svømmere fra Jylland, København og alle øerne.

Skagen Svømmeklub var blandt de bedste, da de forskellige discipliner skulle afvikles. Faktisk blev det til hele 5 medaljer til de tre stolte skagboer. Ser vi på statistikken taler den vidst for sig selv: 12 starter – 12 personlige rekorder – 5 medaljer. Ønsketænkning for trænerne Stefan Stenberg Sørensen og Mads Jørgensen, der spændte fulgte med på kanten til stævnet. ”Vi havde aldrig i livet turde håbe på, at det ville gå så godt, som det nu engang gjorde” udtaler cheftræner Stefan S. Sørensen. ”Vi havde kun 3 kvalificerede svømmere, men dog mange, der lå lige på vippen, og så er det jo fantastisk at de som kom med kan levere så flot et resultat, som de nu har gjort. Vi er rigtig stolte af vores svømmere.”

Jannie Burmeister – årgang 1998 – svømmede sig til hele 3 medaljer i Ikast denne weekend. 200m rygsvømning udløste en bronzemedalje i tiden 02:46.98. Ud over at være en personlig rekord for Jannie med op mod 4 sekunder, endte det også med en ny klubrekord for Skagen Svømmeklub. Tidligere rekordindehaver var Mette Eriksen i tiden 2:50.00. Jannie slog desuden personlig rekord i 100m rygsvømning i tiden 1:16.62, hvilket også gav en flot bronzemedalje, og i 100m frisvømning i tiden 1:10.25, der udløste en rigtig flot 6. plads.

Ida Mikkelsen – årgang 1998 – svømmede sig sikkert til 2 medaljer i Ikast. I kongedisciplinen 100m frisvømning svømmede Ida tiden 1:07.83 hjem og det udløste en sølvmedalje, faktisk kun 68/100 fra en guldmedalje. Hun kan i øjeblikket kalde sig Landsdelsmester for Nordjylland (i DGI-regi) og nummer 2 i Danmark (i DGI-regi). Desuden svømmede hun en flot personlig rekord i 200m Individuel Medley (en kombination af de 4 stilarter i svømning. Rækkefølge: Butterfly, Rygsvømning, Brystsvømning, Frisvømning), hvor hendes tid blev 2:55.92. Det gav hende en fabelagtig 5. plads i konkurrencen. Også i 100m butterfly slog Ida sin personlige rekord med den nye tid 1:27.94.

For Morten Kolbe Thomsen – årgang 2001 – var det første gang han var med til et så stort stævne med sin klub og han præsterede så flot i Ikast. Som Ida og Jannie svømmede Morten 3 løb, hvor han fik 3 personlige rekorder. 100m Medley gav en tid på 1:37.64 – en forbedring på flere sekunder. 200m frisvømning gav en forbedring på 1 minut og 10 sekunder, hvilket er en fantastisk flot udvikling på omkring et år (sidste dato for officiel tid i disciplinen). Den nye tid lød på 3:06.80, hvilket udløste en 8. plads heri landet. Ydermere slog Morten også sin personlige rekord i 50m rygsvømning. Han kom ind i tiden 00:46.78.

De tre svømmere deltog desuden også i holdkapper for DGI Nordjylland. Morten svømmede de 50m Butterfly i 4x50m Medley, da DGI Nord Rocketboyz svømmede sig til en flot 6. plads i deres holdkap. En holdkap består af 4 deltagere, der på skift springer i vandet og svømmer en del af hele distancen. Mortens tid blev 00:44.50, hvilket er en personlig rekord. Ida svømmede 50m frisvømning i 4x50m Medley for DGI Nord Piger På Date, her gik hun 00:31.13, hvilket også er en personlig rekord og en forbedring af Idas egen klubrekord i distancen. DGI Nord Piger På Date svømmede sig ind på en flot 2. plads og gav hende en flot sølvmedalje. Jannie svømmede som 3. svømmer i 4x50m Frisvømning, da DGI Nord X-faktorpigerne svømmede deres løb. Jannie forbedrede sin egen personlige rekord i 50m Frisvømning – nu er hendes tid 00:31.40. Desuden kan hun kalde sig DGI Landsmester i 4x50m Frisvømning. DGI Nord X-faktorpigerne svømmede nemlig i tiden 02:05.06 sig ind på 1. pladsen i dette løb.

Stævnet i Ikast har betydet rigtig meget for Skagen Svømmeklubs dygtige konkurrencesvømmere, bl.a. har Ida Mikkelsen (50m Frisvømning) og Jannie Burmeister (100m Rygsvømning) kvalificeret sig til VÅM, som afholdes i Nyborg i maj måned. VÅM er de vestdanske årgangsmesterskaber for Gruppe 1 (piger 1998-1999). Her skal de forsvare sig mod landets absolut bedste svømmere. Efter VÅM kommer DM, EM, VM og OL, men der er lang vej endnu. De bedste kvindelige svømmere i årgang 1998-1999 svømmer hhv. 00:26.45 i 50m frisvømning og 01:02.16 i 100m rygsvømning, men dette er et skridt i den rigtige retning for en lille klub som Skagen Svømmeklub.

Skagen Svømmeklub har i øjeblikket et konkurrencehold på 8 personer og en talentudviklingsafdeling, der rummer omkring 20 svømmere. Trænerteamet mener selv at der er meget godt potentiale i nye talenter, der kommer frem snart. Skagen Svømmeklub afholder i weekenden det årlige mesterskab: Klubmesterskaberne 2012, hvor store som små deltager. 71 svømmere har allerede nu tilmeldt sig og der er gjort klart til et brag af et stævne på torsdag og lørdag. Klubben håber på mange deltagere, godt socialt samvær og personlige forbedringer. Læs mere på Skagen Svømmeklubs egen hjemmeside: www.skagensvoemmeklub.dk .

En kommentar til “5 medaljer til Skagen ved mesterskaber i svømning” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

En kommentar til “5 medaljer til Skagen ved mesterskaber i svømning”

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af '5 medaljer til Skagen ved mesterskaber i svømning' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger