
Dronningens første officielle besøg i 30 år
28. april 2012 - kl. 12:43 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Når Kronebilen ruller op foran museet den 3. maj med HM Dronning Margrethe II, er det 30 år siden majestæten sidst aflagde museet og skagensmalerne en visit – i hvert fald officielt.
Når Hendes Majestæt Dronningen på torsdag den 3. maj kommer til Skagens Museum for at erklære sommerens udstilling Krøyer – i internationalt lys for åben, er det samtidig 30 år siden, hun sidst besøgte museet – nemlig ved indvielsen af museets udvidelse helt tilbage i 1982.
Kom og byd dronningen velkommen
Alle er meget velkomne til at møde op torsdag formiddag, hvis man vil have et glimt af dronningen og være med, til at byde hende velkommen til byen og museet! Ifølge planen ankommer Kronebilen til museet kl. 11.00 på torsdag. Hendes Majestæt Dronningen vil blive modtaget ved hovedindgangen af museets bestyrelsesformand, Hans Jørgen Kaptain, og museets direktør, Lisette Vind Ebbesen, som vil byde dronningen velkommen sammen med en blomsterpige, der vil overrække dronningen en buket, inden følget fortsætter ind på museet til en privat omvisning i den nye udstilling.
Dronningen vil blive vist rundt i udstillingen af museets direktør og bestyrelsesformand samt museets inspektører.
”Hendes Majestæt Dronningen har selv bedt om at få en omvisning inden selve ferniseringen, og der er blevet afsat god tid til at vise hende udstillingen og til at besvare de eventuelle spørgsmål, hun måtte have – Majestæten er jo kendt for sin store kunstinteresse, så vi er meget spændt på, hvordan hun modtager udstillingen,” lyder det fra museumsdirektøren.
Efter omvisningen skal Hendes Majestæt nyde en frokost i den oprindelige Brøndums spisesal, som i dag ligger på Skagens Museum, inden selve åbningen af udstillingen kl. 14.00, hvor dronningen vil erklære Krøyer – i internationalt lys, for åben og deltage i den efterfølgende reception
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dronningens første officielle besøg i 30 år' til en bekendt