
Aalbæk Sjøw søger kvindelig skuespiller
22. maj 2012 - kl. 11:25 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Danmarks nordligste revy der hvert år i marts måned spiller revy på Feriecenter Skagen Strand i Hulsig, skal på jagt efter en ny skuespiller til scenen.
For efter 18 år på scenen har Vibeke Rafn, også kaldet Putte, valgt at træde ned fra de skrå brædder. Gennem de 18 år er det blevet til mange forskellige rollefigurer Putte har spillet. Men den mest kendte er nok hendes glansrolle som Gerda i Bænki.
Men ”The Sjøw must go on” – derfor er revyen på jagt efter ny kvindelig aktør. Så hvis man kunne tænke sig at bruge sin fritid i vinterhalvåret, sammen med et hold af sjove mennesker, så er chancen her.
Det hele sker via en audition i bedste X-Factor stil (dog uden publikum), som Aalbæk Sjøw inviterer til, torsdag 14. juni i Aalbæk Kulturhus. Til auditonen skal man fremsige en monolog og synge en sang. Dommerpanelet, der skal foretage udvælgelsen, består af revyens instruktør Marianne Svendsen og de 5 tilbageværende aktører.
Så hvis du er interesseret og enten går med en skuespiller i maven eller har prøvet skuespilskunsten før, så kontakt revyens instruktør Marianne Svendsen fra Aalbæk inden 10. juni.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Aalbæk Sjøw søger kvindelig skuespiller' til en bekendt