
I Krøyers fodspor med GPS
26. maj 2012 - kl. 9:51 - af Finn Egelund Pedersen
100 skattejægere vil gå I Krøyers fodspor på søndag. Pinsesøndag vil Skagen være spækket med håbefulde skattejægere, når 100 mennesker fra hele landet deltager i Skagens Museums Krøyer-geocachingevent. Udstyret med GPS og ved hjælp af en række koordinator vil de blive sendt rundt i Krøyers fodspor, rundt i hans fysiske omgivelser og forbi hans inspirationskilder i Skagen i jagten på en række skjulte ’skatte’.
”Det har været helt overvældende, så mange, der har vist interesse for eventen og tilmeldingerne til arrangementet er bare strømmet ind,” fortæller formidlingsinspektør på Skagens Museum, Mette Harbo Lehmann, som er ansvarlig for Geocaching på museet og for arrangementet.
Geocaching – en verdensomspændende ny sportsgren – i Skagen
Skattejagten, også kaldet geocaching, er en efterhånden verdensomspændende sportsgren, og Skagens Museum har gennem de sidste to år lagt omkring 40 ’skatte’ ud – hvoraf de 9, der frigives på søndag er helt nye og specifikt omhandler P.S. Krøyer i anledningen af museets nyåbnede store Krøyer-udstilling.
”Geocaching er en rigtig sjov måde, for folk at få indblik i kunsten på, få frisk luft og teste sin indre it-nørd på én gang,” fortæller Mette Harbo Lehmann.
”Det både nemt og gratis at deltage i sporten! Man skal blot have en GPS og en internetforbindelse – som begge findes på de fleste smartphones i dag – og at man opretter en gratis konto på geocaching.com,” forklarer formidlingsinspektøren, som også selv er en ivrig geocacher.
”Og så er det noget, som både børn og voksne synes er sjovt og kan finde ud af”.
Find skatte med guldmønter
’GPS-skattene’ eller cacherne, som de kaldes, kan bestå af alt fra et lille filmhylster til større plasticbokse. Nogle kan findes på en enkelt lokalitet, mens andre kræver, at man løser en række opgaver undervejs for at finde den “rigtige” skat. Sidstnævnte er der to af på søndag (den såkaldte WherIGo-cache, som er blandt de mere sjældne cacher).
Når man finder skatten ’logger’ man sit fund i en notesblok, som ligger i cachen og på geocaching.com – er man heldig, vil der være småting i cacherne, som man kan bytte med, når man har fundet cachen. Man kan også være rigtig heldig at finde en mønt, en såkaldt ’geocoin’, som har et unikt nummer, der gør det muligt at spore dem.
”Det er ret sjovt, at man kan se, hvor mønterne rejser hen – vi har fx sporet, at Skagens Museums-mønterne er nået så vidt omkring som til Kina, USA, Dubai og Hviderusland. Den mønt, der har været længst omkring, har rejst knap 30.000 km på en tur forbi bl.a. Egypten og på Honduras,” fortæller Mette Harbo Lehmann.
INFO
Programmet på søndag
Kl. 9.00: Intro på museet Brøndumsvej 4 v. Mette Harbo Lehmann
GEOCACHING
Kl. 12.30-14.00 (ca.) Opsamling og uddeling af præmier i Bikuben, Sct. Laurentii Vej 7, 9990 Skagen – Skagens Museums billedværksted med kaffe og kage.
Nysgerrig efter at prøve geocaching?
Er man interesseret i at prøve geocaching, er det blot at kaste sig ud i det. Skagens Museum har 40 cacher liggende i området omkring Skagen by (som ligger der fast). For at finde Skagens Museums skatte, skal man blot søge på “Hidden by Username: Skagens Museum” på sitet geocaching.com, hvor man også skal oprette sin profil, inden man går i gang. Har man ikke en smartphone eller GPS, har museet en række GPS’er til udlån, som man kan ringe og bestille på tlf. 98 44 64 44 (museets administration), hvor de kan afhentes hverdage efter aftale.
Om geocaching
Brugere af hjemmesiden www.geocaching.com udlægger “GPS-skatte” i ekstraordinært smukke naturområder, på historisk interessante lokaliteter eller på steder, der på andre måder er betydningsfulde.
Historien om Geocaching
Den verdensomspændende skattejagt Geocaching blev først mulig i starten af maj 2000, da det amerikanske militær fjernede den sløring på satellitterne, der forhindrede præcis aflæsning af GPS-koordinator for almindelige mennesker. Det blev starteskuddet for geocahing.com, der blev Startet i USA senere samme måned, dog under et andet navn. Navnet geocaching kom dog hurtigt til.
GPS står for Global Positioning System.
Læs mere om geocaching på Skagens Museums hjemmeside under Arrangementer/geocaching.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'I Krøyers fodspor med GPS' til en bekendt