
Dyk ned i Krøyers fotografier med Elisabeth Fabritius
26. juni 2012 - kl. 9:22 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Krøyer var ikke blot en fænomenal maler, han var også en fantastisk fotograf og var blandt de første danske kunstnere, der fotograferede. Kom med, når Elisabeth Fabritius på torsdag dykker ned i Krøyers fotografier.
Mange af os kender P.S. Krøyers malerier, især malerierne med motiver fra Skagen, men de færreste ved nok, at han udover at være en fænomenal maler, også var en fantastisk fotograf, og at han var blandt de første danske kunstnere, der fotograferede.
Krøyer blev stærkt optaget af fotografiet i 1880’erne, og i 1885 købte han sit første kamera i Paris – et stort, tungt, fransk kamera. Det blev flittigt brugt som hjælpemiddel til malerierne, men også som et selvstændigt kunstnerisk medie – bl.a. eksperimenterede han med modlysoptagelser.
Skagens Museum har inviteret seniorforsker og mag.art. i kunsthistorie Elisabeth Fabritius til museet for at fortælle om Krøyers fotografier og vise en del af de mange fotos, som han tog løbende gennem hele sit liv. Elisabeth Fabritius har et indgående kendskab til Krøyers fotografier og publicerede tilbage i 1990 den hidtil eneste bog, der findes om emnet – P.S. Krøyers fotografier – for Den Hirschsprungske Samling
Foredraget vil foregå i museets udstillingssal, hvor 128 af Krøyers malerier hænger samlet lige nu.
Der kendes i dag i alt ca. 250 fotografier taget af Krøyer. Hans første optagelser er fra Brøndums Gæstgivergård, det senere Brøndums Hotel, og Michael og Anna Anchers Hus. Her fotograferede han bl.a. kunstnervennerne og han anvendte også fotografiet som forlæg for nogle af sine store figurmalerier.
I 1890’erne vendte Krøyer blikket mod sin hustru Marie, og optog flere stemningsfulde fotografier, hvor hans hjem og hustru er de centrale motiver. Fotografier, der viser, hvordan han lærte at bruge kameraet som kreativt værktøj, vekslende med tegnede og malede skitser.
Sted og tid: Torsdag den 28. juni kl. 18.00-19.30 på Skagens Museum (i udstillingssalen).
Pris: 125 kr. / 75 kr. for Skagens Museums Venner.
Om Elisabeth Fabritius
Elisabeth Fabritius er kunsthistoriker, mag.art., seniorforsker og ansvarlig for museet Michael og Anna Anchers Hus. I 1990 publicerede hun P.S. Krøyers fotografier for Den Hirschsprungske Samling og har siden udgivet flere bøger og artikler om kunstnerparret Ancher og andre skagensmalere.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dyk ned i Krøyers fotografier med Elisabeth Fabritius' til en bekendt