Nytænkning i Cirkus Dannebrog

arkivfoto

Nytænkning i Cirkus Dannebrog

29. juni 2012 - kl. 12:00 - af

Cirkus Dannebrog i samarbejde med Røde Kors.

Det er med glæde og forventning, at familien Enoch byder velkommen i Cirkus Dannebrog. Forestillingen har i år titlen Amazing Africa. Afrika er et kontinent, der rummer ufattelig skønhed, og den afrikanske livsglæde er kendt over hele jorden. Årets forestilling vil indfange og gengive den afrikanske kulturs mange smukke og flotte udtryksformer. Derfor vil man i år opleve fortrinsvis afrikanske artister. Men Afrika er også en verdensdel, hvor der udspiller sig humanitære og miljømæssige katastrofer. Det blev vi især mindet om, da Danmarks Radio i februar arrangerede den store Danmarksindsamling til fordel for nødlidende mennesker i Afrika.

Cirkus Dannebrog vil gerne give en hånd med. Derfor har Cirkus Dannebrog indledt et samarbejde med Dansk Røde Kors. Hver billet, der sælges i årets løb, betyder en indtægt for Røde Kors – 5 kr. pr. billet. Ved at gå i Cirkus Dannebrog får publikum en flot cirkusoplevelse – og støtter dermed Røde Kors´ hjælpearbejde i Afrika.

Afrika er forestillingens tema

Forestillingen tager tilskuerne med på en rejse gennem det afrikanske kontinent – fra Marokko i nord, over Østafrika med de mange dyr og til Sydafrika, hvor familien Enoch i øvrigt optrådte i flere sæsoner, inden Solveig og Haddy Enoch sammen med deres 4 børn i 1977 vendte tilbage til Danmark og genetablerede familiens gamle cirkus, som havde ligget i dvale i næsten 50 år. I år er det barnebarnet David Sosman der med sit imponerende og nytænkende jongleurnummer, repræsenterer deres fortid i Sydafrika.

Forestillingen indledes med scener fra Nordafrika, nærmere betegnet Marokko. Og derefter  går det slag i slag med numre, som stammer fra Afrika eller som udtrykker den afrikanske livsglæde. Hakuna Matata Boys hentet fra Tanzania er en springtrup, som skaber  stemning og godt humør, når de med et utal af akrobatiske spring og stor vitalitet fylder hele manegen. Det er et godt cirkusnummer, fordi det udnytter hele manegens  rundareal med tempofyldt bevægelighed.

African 6 Queens fra Etiopien udfører også akrobatik. Men i modsætning til Hakuna Matata Boys er der tale om mere rolige og yndefulde bevægelser, som giver publikum mulighed for at glæde sig over den menneskelige krop i mange smukke, men også kraftbetonede øvelser.

Stor variation i forestillingen

En god cirkusforestilling har variation i programmet, så der veksles mellem hurtige, tempofyldte numre og mere statiske præstationer. Og der varieres mellem præstationer på manegens grund og aktiviteter i luften. Duo Maybe er et ungt artistpar fra Ukraine, som udfører et luftnummer i det, der på artisternes sprog kaldes aerial straps. Ikke  cirkuskyndige vil kalde det nedhængende torve eller remme. Nummeret er bygget op som en fortælling, der skildrer kærlighed og begær. Ligeledes kan man opleve den fantastiske brasilianske luftakrobat Super Silva, som bevæger sig, som et  smidigt, kraftfuldt, smukt jungledyr. Hjertet vil sidde i halsen af angst og spænding. Hvor er man lettet når han er kommet sikkert ned fra junglens lianer.

Afrika forbindes med dyr fra savannen i Tanzania og Kenya. Den danske lovgivning er dog sådan, at det er begrænset, hvilke dyrearter der må vises i en dansk manege. Derfor må Bernhard Kaselowsky and his 6 boys nøjes med at vise et udsnit af den store fauna på savannen.

Men publikum kan glæde sig til at se bl.a.  zebraer, elefant og kameler i fri dressur.

The Liazeed

Disse 3 akrobater med rødder i Afrika har et stort ry i cirkuskredse og er efterspurgte over hele kloden – p.g.a. deres enorme dygtighed og professionalisme. Med en utrolig elegance og et fantastisk kraftoverskud udfører de øvelser  og tricks af uhørt sværhedsgrad, bl.a. en dobbelt  hovedstand, hvor to artister på samme tid står i hovedstand på undermandens nakke. Og undermanden, som bærer de to artister, står i håndstand! Det er et øjeblik, som publikum sent vil glemme. Og sådan skal det være i et godt cirkus. I et splitsekund tvivler publikum på det, der sker – om det overhovedet er muligt at gøre det, artisterne viser for øjnene af en. I Liazeeds tilfælde er det skinbarlig virkelighed.

Cubaneren Francisco udfører et akrobatisk nummer, hvor han svinger sig op og ned ad en mast. Nummeret er egentlig kinesisk og blev grundlagt af sømænd, som skulle bevæge sig op og ned ad skibsmasterne med smidighed og  stor hastighed. Her er det styrkebetonede nummer udført uhyre æstetisk og smukt.

Øvrige medvirkende

Intet cirkus uden klovn. I år har Cirkus Dannebrog valgt soloklovnen fra Portugal Cesar Dias, som skal sørge for humor og latter mellem de mere nervepirrende præstationer. Cesar har rod i den klassiske klovnekultur.

Musikken er igen i år lagt i hænderne på kapelmester Tino Aeby fra Schweiz, hans orkester og den Sydafrikanske sangerinde Nonhlanhla Pretty Shangase. De mestrer alt fra rock til reggae og fra Beethoven til Brahms. I år er det naturligvis især afrikansk musik, der står i centrum og skal ledsage artisterne forestillingen igennem.

Og i lighed med tidligere år vil Agnete Louise Enoch være værtinde og sprechstallmeister, som med kyndige og præcise præsentationer leder publikum trygt gennem rejsen. Elena Grossule har sammen med Isabella Enoch Sosman stået for ideer og koreografi til denne spændende forestilling. Velkommen til Cirkus Dannebrogs Amazing Africa 2012!

Cirkuspladsen er på Niels Bohrsvej

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nytænkning i Cirkus Dannebrog' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger