
Vaskedag, fåreklipning og pandekager…
30. juni 2012 - kl. 9:55 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
For slet ikke at tale om oldemors pisseprås, kludedukker, Richs kaffeerstatning og halmbinding!
Som det fremgår, har Skagen By – og Egnsmuseum sammensat et spændende og varieret program med aktiviteter for hele familien hver tirsdag og torsdag i skolernes sommerferie.
Museets store og trofaste flok af frivillige medarbejdere kommer og viser bl.a., hvordan man klipper et par får med en rigtig fåresaks, og hvordan hedens små bær og havens rarbarbere kan laves til herlig saft og marmelade.
Der vil naturligvis også blive masser af mulighed for at prøve selv, når der skal laves smykker og sys korssting i lange baner, eller når der skal slås reb, lægges kabaler og snittes i træ. Store vaskedag d.24.7. går det løs for alvor, og alle kommer i arbejde med at hente vand i åg, vaske tøj på vaskebræt, vride, stive og hænge til tørre.
I den gamle skibssmedje på Vesterbyvej tænder smeden Jørn op i essen alle hverdage i uge 28, og alle er velkomne til at kikke ind, og få mere at vide om det gamle håndværk.
Har man lyst til at se Skagen fra søsiden tilbydes der dag-, aften- og marinbiologiske ture med museumskutteren Hansa, og for landkrabberne kunne det være poplagt med en tur rundt i byen, til havnen og Grenen i museets enestående veteranbus.
Mandage og tirsdage i juli og august tilbydes et par spændende guidede ture: cykelturen ”Skagen på kryds og tværs” samt gåturen ”Negerslaven, byfogeden og den amerikanske sømand”.
Onsdage i samme periode bliver der fremstillet, kogt og stegt tørfisk mellem kl. 10 og 12, og selvfølgelig er der smagsprøver til dem, der har lyst.
Udførlige programmer for alle aktiviteter og ture fås ved henvendelse til Skagen By – og Egnsmuseum.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vaskedag, fåreklipning og pandekager…' til en bekendt