
Med museumsinspektøren bag om Krøyer-udstilling
8. juli 2012 - kl. 12:52 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Kom med, når museumsinspektør Mette Bøgh Jensen viser rundt i udstillingen Krøyer – i internationalt lys og løfter sløret for, hvilke tanker og arbejde, der ligger bag en udstilling af et så stort format.
Mere end tre år har udstillingen Krøyer – i internationalt lys været undervejs.
”Det har været et stort arbejde at få alle detaljer omkring udstillingen til at falde på plads. Vi har lånt værker fra omkring 30 forskellige museer, samlinger og private ejere til udstillingen – og en stor del er hentet hjem fra udlandet,” fortæller Mette Bøgh Jensen om udstillingen, der lige nu kan ses på Skagens Museum.
Udstillingen, som rummer flere af Krøyers hovedværker fra ind- og udland, er den største udstilling af Krøyers malerier siden 1951. Den præsenterer ny viden om skagensmaleren P.S. Krøyers udvikling til at blive en af Danmarks største kunstnere i slutningen af 1800-tallet, en kunstner, der også kunne begå sig internationalt og skabte sig et ry som en særdeles anerkendt kunstner i sin samtid.
Det vil man kunne høre mere om, når museumsinspektør Mette Bøgh Jensen på onsdag kl. 18.00 viser rundt i udstillingen. Museumsinspektøren vil fortælle om udvalgte værker, og samtidig vil hun løfte lidt af sløret for det store arbejde, der ligger bag en udstilling af den størrelse og kaliber som Krøyer-udstillingen, og fortælle om overvejelserne bag udstillingens temaer og ophængningen af de 128 værker på Skagens Museum.
Omvisningen tager ca. 45 minutter og foregår i museets store sale. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål både undervejs og efterfølgende. Arrangementet er gratis for museets gæster.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Med museumsinspektøren bag om Krøyer-udstilling' til en bekendt