
TOUR DE FORSIKRING: Dækninger, der kommer rundt om alle behov, bør være en del af enhver cyklists udstyrspakke. (Foto: Fotolia)
Styr på de tohjulede dækninger
19. juli 2012 - kl. 12:31 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Forsikring: – Moderne cyklister vil ikke gå ned på udstyr, men de glemmer ofte at opdatere deres forsikringer. Det kan blive en dyr fornøjelse, hvis cyklen bliver stjålet eller ødelagt, siger Birthe Jensen fra GF Forsikring i Frederikshavn og Hjørring.
Danskerne køber dyrere og dyrere cykler, både til fritid og daglig transport. Det er der mange, som er glade for. Lidt for mange – fristes man til at sige. For der stjæles nemlig cykler som aldrig før.
Nyt cykeltyveri hvert syvende minut
– Cykeltyvene har desværre kronede dage. Sidste år blev der stjålet i gennemsnit 197 cykler om dagen. Det svarer til et nyt cykeltyveri hvert syvende minut, fortæller Birthe Jensen fra GF Forsikring i Frederikshavn og Hjørring.
Ifølge Forsikringsoplysningen var det samlede antal anmeldte cykeltyverier sidste år 71.726. Hver eneste gang det sker, melder det samme spørgsmål sig hos cyklisten: ”Hvad får jeg udbetalt fra forsikringen, som jeg kan købe en ny cykel for?”
Forsikringssum og udvidet dækning
– De fleste vil jo gerne kunne købe en ny, tilsvarende cykel. Men det er ikke altid muligt. Hvor meget man får i erstatning, afhænger nemlig af cyklens alder og størrelsen på forsikringssummen på indboforsikringen, siger Birthe Jensen.
– Normalt får man maksimalt to procent af summen på sin indboforsikring til en ny cykel. Hos GF Forsikring dækker vi dog som minimum med op til 12.900 kroner pr. cykel, selvom man har valgt en lav indbosum. På den måde har alle en god basisdækning i en tid, hvor det er blevet mere og mere normalt at købe en dyr cykel, fortsætter Birthe Jensen.
Har man en meget dyr cykel, kan man i GF nu også tegne en udvidet cykeldækning. Med udvidet cykeldækning får man – udover større erstatningssum – også kaskoforsikring. Kasko betyder, at forsikringen dækker, hvis man for eksempel styrter og smadrer sin cykel. En udvidet cykeldækning tegnes i tillæg til indboforsikringen og koster i GF Forsikring fra 700 kr. om året.
Carboncykler er også dækket
– Den udvidede cykeldækning omfatter alle husstandens cykler – også den dyre carboncykel. Cyklerne er i øvrigt også dækket, hvis familien tager dem med til udlandet på ferie, oplyser Birthe Jensen og slutter:
– Uanset hvad ens behov og ønsker er, er det en god ide at kontakte sit forsikringsselskab og få styr på cykeldækningerne.
Sådan undgår du cykeltyveri
•Lås altid cyklen med godkendt lås. Det er samtidig et krav, for at forsikringen dækker.
•Brug en kædelås, som vikles rundt om både hjul og stel – og allerbedst rundt om et skilt eller et gelænder.
•Brug aflåst garage, cykelkælder eller kælderrum til din cykel.
•Har du en dyr specialcykel, bør den ikke efterlades udenfor, heller ikke selvom du kan låse den fast til stakit eller andet.
Kilde: Forsikringsoplysningen
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Styr på de tohjulede dækninger' til en bekendt