
Spontant besøg i skolefritidsordning
27. juli 2012 - kl. 10:20 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Sebastian Klein, kendt af næsten alle børn fra DR tv’s børneprogrammer, besøgte onsdag-torsdag Skagen, hvilket han typisk gør et par gange om året. Sebastians store hobby som fuglekigger lokkede ham til Grenen et par dage for at se efter de sjældne havfugle, skråperne, fjernt til havs. Disse udeblev imidlertid, men han fik dog set havfugle som alk, atlantisk tejst, mallemuk, storkjove og almindelig kjove samt ikke mindst både gråsæl og spættet sæl ved Jyllands spids.
Sebastians fugleven gennem snart 25 år, Rolf Christensen, fik ham lokket til et spontant besøg i skolefritidsordningen på Brovandeskolen, hvor børnene fik en stor overraskelse torsdag morgen, da de helt uventet mødte ind til et kendt ansigt! SFO’ens børn viste skolefritidsordningens nye, flotte lokaler frem ligesom resten af skolen, inden Sebastian kørte videre ud i sommerlandet.
Senere stod den, for børnenes del, på en tur i svømmebassinet og en god film med popcorn, og så var endnu en varm sommerdag gået i SFO’en på Skagens lilleskole.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spontant besøg i skolefritidsordning' til en bekendt