Stranding!
4. september 2012 - kl. 7:25 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Lokalhistoriske Forening tager som sædvanlig hul på efterårssæsonen med et møde på det kulturhistoriske museum på Svallerbakken, Nordjyllands Kystmuseum – Skagen afdeling.
Kært barn har jo mange navne, og folk med god hukommelse kan måske mindes da de gik på Skagens Bymuseum, Fortidsminderne eller Skagen By- og Egnsmuseum. Men det er altså ét og samme sted – bortset fra at det hele startede på Oddevej og først i 1938 flyttede til Vesterby.
Tirsdag den 11. september kl. 19 vil foreningens formand Peter Lundholm – der i øvrigt dagen før kan fejre sin moder, Krista Lundholms 100 års fødselsdag – løfte sløret for efterårets arrangementer.
Samme aften fortæller Ane Bjerg Thomsen et par strandingsberetninger, hvorefter der serveres kaffe og æbleskiver samt – ikke at forglemme – Arrestforvarer Christensens flere gange prisbelønnede brombærsyltetøj.
Arrangementet er primært for foreningens medlemmer, men nye af slagsen er meget velkomne. Der er gratis adgang og ingen forudgående tilmelding.
Vel mødt på Svallerbakken.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stranding!' til en bekendt