
Skagens Museums direktør, Lisette Vind Ebbesen.
Lisette Vind Ebbesen med i nyt vækstforum
18. september 2012 - kl. 8:51 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagens Museums direktør, Lisette Vind Ebbensen, er med i regeringens nye vækstteam for turisme og oplevelsesøkonomi, som blev offentliggjort i fredags.
Regeringen har nedsat et vækstteam for turisme og oplevelsesøkonomi, som skal være med til at sikre, at Danmark er med helt fremme, når det gælder konkurrencen om den voksende gruppe af købestærke turister og oplevelsesforbrugere. Teamet, der blev offentliggjort i fredags, er sammensat af folk fra erhverv, kultur, turismeorganisationer og vidensinstitutioner og blandt medlemmerne tæller direktør for Skagens Museum Lisette Vind Ebbesen, som glæder sig over at være blevet udpeget.
Gennem de seneste år er der sket en betydelig vækst i den internationale turisme. Det skyldes bl.a. en voksende middelklasse i fx Kina, Rusland og Brasilien, som får råd til at rejse efter oplevelser i udlandet. Danmark skal også have del i denne globale vækst. Konkurrencen om de købestærke turister og oplevelsesforbrugere er imidlertid hård. Samtidig oplever vi et fald i turismeandelen fra det betydningsfulde tyske og centraleuropæiske nærmarked. Som angivet i regeringsgrundlaget ønsker regeringen af den grund at se på, hvordan der kan skabes vækst i dansk turisme og oplevelsesøkonomi. Derfor har erhvervs- og vækstministeren i samarbejde med kulturministeren, miljøministeren og ministeren for by, bolig og landdistrikter nedsat det nye vækstteam for turisme og oplevelsesøkonomi.
I fredags blev det første dialogmøde afholdt med en bred kreds af virksomheder, forskere og organisationer og med deltagelse af de fire ministre Miljøminister Ida Auken, Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn, Kulturminister Uffe Elbæk og Carsten Hansen, Minister for by, bolig og landdistrikter.
”Jeg har store forventninger til vækstteamets arbejde og håber, de kan give et bud på, hvordan vi i Danmark får bedre fat i nogle af de turistgrupper, som er i vækst – f.eks. kulturturister, som er en af de grupper, der har et højt forbrug, når de gæster Danmark. På den måde kan kultur være en løftestang for at skabe vækst i hele Danmark. Samtidig har vi også brug for gode forslag til, hvordan vi kan bruge events og sportsbegivenheder til at gøre opmærksom på Danmark og trække investeringer og turister til landet,” siger kulturminister Uffe Elbæk i regeringens pressemeddelelse.
Frem mod april 2013 skal vækstteamet udvikle anbefalinger til hvordan Regeringen kan styrke turismen og oplevelsesøkonomien i Danmark.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lisette Vind Ebbesen med i nyt vækstforum' til en bekendt