
Købmand, Laurits Schultz, i skibsprovianteringen på C.S. Møllersvej.
Købmandsskab ved havnefronten
16. oktober 2012 - kl. 8:32 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Lokalhistoriske Forening havde i sidste sæson nogle succesrige arrangementer omkring byens mange købmænd, hvor man for fulde huse i Tinghuset og på Kappelborg kiggede kolonialhandelen efter i sømmene.
Nu raffinerer man emnet lidt og kigger nærmere på skibsprovianteringen i byen.
I en fisker- og søfartsby er der naturligvis særlige udfordringer og muligheder for købmændene i forhold til den sejlads, som til alle tider har været byens livsnerve.
Alle byens ufatteligt mange købmænd har naturligvis haft leverancer af almindelig proviant til den store kutterflåde, men nogle af de kolonialhandlere, der var tættest på havnen, udviklede sig til egentlige skibsprovianteringer med store leverancer både til fiskerne, handelsflåden, færgerne og lystsejlerne. Ikke blot mel og gryn, men også søkort, tovværk, tobak og spiritus samt en lang række numre fra helt specielle varegrupper.
Blandet de store aktører på dette område træffer man Peter Saxberg, Laurits Schultz, Poul Jensen og Harald Christiansen.
Torsdag den 25. oktober i Tinghuset blænder foreningen op for det store skibsprovianteringsshow, og man har fået fhv. skibsproviantør Axel Schultz til at åbne ballet med med en lun og munter beretning om livet i butikken på C.S. Møllers Vej.
Her blev der lavet big business med de søfarende, men der var naturligvis også en respektabel bagbutik for tørstige hædersmænd. Tuborgdepotet havde i en årrække samme adresse…
Der vil også være andre repræsentanter for købmandsstanden til stede i Tinghuset, så det bliver en aften, hvor man kommer vidt omkring i Skagens myldrende erhvervsliv.
Arrangementet begynder kl. 19.30, og man kommer næppe ind, med mindre man har sikret sig en billet på forhånd. Det sker ved at ringe til biblioteket på tlf. 98459200.
7 kommentarer til “Købmandsskab ved havnefronten” under annoncerne.
Halvdelen af Skagen har på et eller andet tidspunkt været omkring den gamle Saxberg forretning. Jeg møder engang imellem Rishøj, som var Clerk og Tage, en af de gamle ølchauffører. Der må være mange flere der hænger på endnu. Randi Schneider (tidligere Randi Poulsen) var elev der. Under Nina paparms arme. For ikke at tale om Hanne Kyk og Hanne Gajhede. Jeg kunne blive ved resten af dagen.
Synd at billetterne er “revet” væk.
Kunne godt tænke mig at høre om “gamle” provianteringsforretninger.
Var selv ansat som kommis hos navnkundige Harald Christiansen
i 1958 – 1962.
Til et arengement som dette, hvor man er klar over, at der vil komme rigtig mange, burde man holde dette i vores kulturhus. Havde glaedet mig meget til denne aften…men billetterne var sikkert revet vaek, desvaerre. Er skawbo og kom i laere hos Poul Jensen i 1963. Det var en pragtfuld tid.
Jeg giver Paul Wenzel ret, det burde blive genudsendt. Vi er mange der er gået forgæves efter biletter. Er det for sent at flytte det til kulturhuset?
Det var måske bedre at bruge det nye kulturhus til et sådant arengement, fremfor tinghuset hvor pladsen begrænset.
Så må I lave en genudsendelse – det mangler bare – Er der ikke nogen gamle gutter fra Saxbergs gamle forretning – der startede jeg i 1964 og underskrev min kontrakt med Paul Saxbergs skrattende fyldepen – han havde travlt – han skulle på Skansen og rafle bagefter. (Han var en rigtig guttermand).
UDSOLGT! Billetterne er allerede revet væk…