Skagen Apotek informerer – Hvor blev energien af ???

Skagen Apotek informerer – Hvor blev energien af ???

21. januar 2013 - kl. 8:26 - af

Har du svært ved at komme ud af sengen om morgenen? Springer sofaen på ryggen af dig hele dagen? – der kan gøres noget!

Mange mennesker kommer i vintertiden ind i en ond cirkel af vintertræthed. Når man er træt har man ikke den store lyst til at gøre noget, men ved at lave ingenting bliver man bare mere træt. Det er naturligvis OK at acceptere, at man har behov for mere hvile og søvn i vintertiden – det er helt naturligt, men det skal ikke blive til en sovepude, der får én til at hænge fast i sofaen.

Føler man sig vintertræt, og gerne vil have energien tilbage, så start med at passe sengetiderne – både aften og morgen. Tilstrækkelig søvn er nemlig vigtigt for immunforsvar, appetit og ikke mindst humør.

Søg også lyset, kom ud og få frisk luft, er der solskin, så kom en tur ud og nyd det. Lyset påvirker hjernen positivt, og motion ilter kroppen, styrker immunforsvaret og så har det den behagelige bivirkning, at humøret kan gå hen og blive forbedret. Man sover også bedre, når man har brugt sin krop på en god måde. Søvn har også indflydelse på de hormoner, der styrer appetitten, så der er endnu en grund til at passe sengetiderne. Man får typisk trang til usund mad, hvis man har sovet for lidt, og det er ikke just det, en træt krop har behov for. Den har derimod brug for lødige næringsstoffer fra fisk, kød, fuldkorn, mælk, grønsager som kål – rodfrugter og bønner samt frugt. Generelt kan man sige, at jo flere friske og naturlige fødevarer man spiser, jo større vitamin- og energiindsprøjtning får kroppen.

For nogen er matheden ikke blot vintertræthed men en regulær vinterdepression. En vinterdepression er ikke at sammenligne med en almindelig depression. Vinterdepressioner skyldes mangel på sollys, og ikke psykiske påvirkninger som almindelige depressioner. En vinterdepression giver de samme symptomer som vintertræthed, blot i stærkere grad. Det mest sikre tegn på at man har vinterdepression, er at tilstanden begynder i efterårsmånederne, og forsvinder igen til foråret – og dette mønster har gentaget sig i mange år. Mange vinterdepressive finder at en dagslyslampe, som supplement til en sund livsstil, kan afhjælpe de fleste symptomer.

Hvis sund livsstil og frisk luft ikke hjælper på vintertrætheden, bør du tage kontakt med din læge, for at sikre at der ikke er noget mere alvorligt galt.

God tur i den friske kolde luft i den nye uge.

Skagen Apotek

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Skagen Apotek informerer – Hvor blev energien af ???' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger