Ny chef for Undervisning og Tværgående Ungeindsats
31. januar 2013 - kl. 19:58 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Senest 1. maj 2013 byder Frederikshavn Kommune Vibeke Post Madsen velkommen som ny chef for Center for Undervisning og Tværgående Ungeindsats
Vibeke Post Madsen er 41 år, læreruddannet og har i mange år arbejdet med skoleledelse. Hun er videreuddannet inden for ledelse, og har bl.a. en Master i Public Administration fra Aalborg Universitet.
De seneste år har Vibeke været skoleleder på Gug Skole, som er Aalborg Kommunes største folkeskole. Vibeke har stor erfaring med skoleudvikling og forandringsprocesser på mange niveauer, og hun har repræsenteret skolelederne i Aalborg Kommune bl.a. på skolechefniveau og i samarbejdet med politikerne.
”Der har været stor interesse om stillingen, og vi fik mange og gode ansøgninger, udtaler Heidi Becker-Rasmussen, der er direktør for børn og kultur. ”Vi har således haft et solidt grundlag for at finde den helt rigtige chef for vores skoler, SFO’er og ungeindsats”.
”Det er et enigt ansættelsesudvalg, der peger på Vibeke Post Madsen, og jeg og vi er helt sikre på, at Vibeke kommer med stor viden om og erfaring fra skoleområdet samt masser af lyst, energi og vilje til at tage fat på arbejdet med at videreudvikle vores skoler og samarbejdet med verden omkring os”.
Vibeke Post Madsen bor i Aalborg, er gift og har to teenagerdøtre. Hun afløser Bente Brink Nielsen, der p.t. er konstitueret chef for centret, og Bente fortsætter i konstitueringen frem til Vibekes tiltrædelse.
”Jeg giver Vibeke Post Madsen mine bedste anbefalinger, og jeg håber at hun vil blive vel modtaget i vores egen organisation og blandt øvrige samarbejdspartnere – jeg glæder mig til samarbejdet med Vibeke”, slutter Heidi Becker-Rasmussen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny chef for Undervisning og Tværgående Ungeindsats' til en bekendt