Grenen Badehotel
Rod i historien: Store omvæltninger, nye strømninger
2. februar 2013 - kl. 8:37 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
– livet i Skagen i 1800 tallet.
Koleraepidemien i 1853 ramte de allerfattigste familier i Skagen hårdest. Med distriktslæge Schack August Steenbergs egne ord kommer vi tæt på epidemiens rå elendighed og beklumrede alkovesenge. Som kontrast giver H. C. Andersen i 1859 en højstemt og entusiastisk beskrivelse af Skagen set med en kunstners følsomme øjne.
Museumsmedarbejder ved Nordjyllands Kystmuseum Ane Bjerg Thomsen fortæller om de store omvæltninger og kontraster, skagboerne oplevede i anden halvdel af 1800-tallet:
”Fra at have været et traditionelt og nøjsomt fiskersamfund, udviklede Skagen sig til at blive en ”rigtig” by med havn og jernbane, fortove og vejbelysning, og den gryende industrielle udvikling bevirkede, at skagboernes kystnære fiskeri blev afløst af søgående snurrevod med nye effektive kuttere.
Det var en tid hvor det internationale high- society ferierede på byens nybyggede luksuriøse badehoteller, og hvor landets førende kunstnerelite samledes på Brøndums hotel for at diskutere meningen med livet og kunsten eller lod sig inspirere af det maleriske fiskerleje med de hårdføre indbyggere.
Samtidig var det en tid, hvor Indre Missionske vækkelser og Afholdsbevægelsen fandt stor tilslutning blandt fiskerfamilierne. I 1885 blev Carl Andreas de Place præst i Skagen, og i et tankevækkende brev beskrev han, hvordan disse åndelige og moralske bevægelser både samlede og splittede skagboerne. ”
Skagens 600 års købstadsjubilæum markeres af Nordjyllands Kystmuseum med ovenstående foredrag, som er ét af en række forskellige oplæg under den fælles overskrift ”Rod i historien”, hvor der vil være fokus på krige, saltsydning og sandflugt, også den spektakulære historie om kaperkaptajnerne, 1800-tallets legaliserede sørøvere, skal naturligvis fortælles.
Kom og hør om Skagen i 1800-tallet på Skagen By- og Egnsmuseum torsdag d.7.2. samt torsdag d.28.2. begge dage kl. 13.30-14.30.
Arrangementet er en del af EU- Interreg. projektet Marifus og er gratis for museets gæster.
En kommentar til “Rod i historien: Store omvæltninger, nye strømninger” under annoncerne.
Hei i red.
Ja jeg ville i korthed mimre tilbage dengang Grenen gamle badehotel fandtes! Trist det brændte,for dette var jo absolut værneverdig. De mange smukke detaljer som var i bygget. Tænk hvilken attraction, som Skagen kunne haft idag? ? Derfor er det så væl-dig vigtig, at kommunen er Bevidst/streng, med det eksisterende, og det nye der evt. Kommer til. Skagen er stedet jeg &mange andre med glæde altid vender tilbage til. Jeg har i 40år boet i Ålesund(norges fineste by) men har SKagen som en god nr.2.
Ønsker borgere i SKagen held & lykke tilvidere. Vi ses.
Axel christensen.(skawbo)