Årsopgørelse: Boligejere kan få 2.000 kroner tilbage i skat
6. marts 2013 - kl. 6:08 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
2012 har budt på flere konverteringsbølger, men mange boligejere glemmer ifølge KPMG og Spar Nord, at en af betydelig del omkostningerne ved konvertering af boliglån er fradragsberettigede. Derfor er det vigtigt at kontrollere årsopgørelsen for 2012, som SKAT nu har gjort tilgængelig.
Mange boligejere valgte i første halvår af 2012 at konvertere deres realkreditlån for derved at drage fordel af de exceptionelt lave renter.
Konverteringen af boliglån indebærer som udgangspunkt betaling af en garantiprovision til banken. Garantiprovisionen omfatter et gebyr for bankens garantistillelse indtil realkreditlånet er tinglyst samt eventuelt renter til banken i perioden frem til udbetaling af realkreditlånet. Ved konvertering af et realkreditlån på 1,5 millioner kroner er det ikke ualmindeligt, at boligejere betaler i niveauet 6.000 kroner i garantiprovision, og det svarer isoleret set til at få mindst 2.000 kroner tilbage i skat.
Som udgangspunkt indberetter hverken bank eller realkredit garantiprovisionen til SKAT, og derfor er det boligejeren selv, der skal indberette beløbet for at opnå fradrag. Det fremhæver Spar Nord og KPMG, som henviser til, at boligejerne ofte glemmer at indberette beløbet, og som derfor opfordrer boligejerne til at kontrollere det i årsopgørelsen for 2012, som SKAT nu har gjort tilgængelig.
– 2012 var et stort konverteringsår, fordi renterne i løbet af året slog den ene bundrekord efter den anden, og det valgte mange boligejere at reagere på, siger boligkonsulent i Spar Nord Anette Pedersen.
Hun henviser til, at det alene for Spar Nords vedkommende var omkring hver femte kunde med boliglån, som i løbet af 2012 har konverteret eller på anden vis omlagt realkreditlån.
– Og selv om vi minder vores kunder om, at de selv skal indberette garantiprovisionen til SKAT for at opnå fradrag, så er der mange, der glemmer det. Og derfor er det vigtigt at kontrollere sin årsopgørelse og få det ændret, da der kan være tale om ret store beløb, fortsætter Anette Pedersen.
Sådan gør du
Ifølge KPMG fremgår det af årsopgørelsens rubrik 44, hvorvidt garantiprovisionen er indberettet. Er det ikke tilfældet, skal garantiprovisionen angives som et negativt beløb i rubrik 39.
– For de fleste vil det være relativt nemt at overskue, så det er bestemt værd at bruge fem minutter på at kontrollere, om beløbet står korrekt anført – eller anført i det hele taget, uddyber Anette Pedersen og tilføjer:
– Og hvis det ikke er kommet med, så har du mulighed for at ændre i opgørelsen i din skattemappe på skat.dk, så du får det fradrag, du er berettiget til.
Oplysninger om betaling af garantiprovision fremgår af de dokumenter, som banken eller realkreditinstituttet har fremsendt i forbindelse med konverteringen.
Om Spar Nord
Med næsten 325.000 kunder, cirka 1.600 medarbejdere og 90 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2012 et overskud før skat på 290 millioner kroner.
Spar Nord ejes af flere end 125.000 aktionærer.
For yderligere information se www.sparnord.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Årsopgørelse: Boligejere kan få 2.000 kroner tilbage i skat' til en bekendt