
Smede- og maskinværksteder i Skagen
14. marts 2013 - kl. 9:06 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
– en beskidt historie.
Børge Støtt og Peter Larsen, der begge er garvede veteraner indenfor smede- og maskinværkstedsbranchen, deltager på onsdag den 20. marts kl. 19.30 når Skagen Lokalhistoriske Forening kigger på billeder fra en håndfuld firmaer, der fik stor betydning som centrale følgevirksomheder, da havnen blev bygget og den store, motoriserede kutterflåde blev sat til søs.
Historien starter tilbage i 1800-tallet, men der kom selvfølgelig virkelig fut i sagerne, da Skagen for alvor blev en fiskeriby. Listen over virksomheder er lang, og utallige er de læredrenge, der er blevet kørt igennem systemet på byens smede- og maskinværksteder.
Der skal derfor nok blive fuldt hus, når man arbejder sig gennem fotografierne fra bl.a. Grenen Maskinfabrik, Larsen & Rathje, Andersen & Sørrig, Andreas Jensen & Sønner, Peter Larsens Maskinfabrik, Skagen Motorværksted, Scan Sea, Nordøst, Mosebo og Møller, Grenborg og Nordtek.
Der er gratis adgang, og man må gerne komme i kedeldragt.
Billetter fås på Skagens Bibliotek, men først fra i dag, torsdag den 14. marts, kl. 10.
1 kommentarer til “Smede- og maskinværksteder i Skagen” under annoncerne.

















Billetterne blev som forventet revet væk, men mon ikke der bliver en reprise?