Galerie Contour åbner udstilling i Sæby
22. marts 2013 - kl. 7:32 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I eftermiddag kl. 17.00-19.00 åbner Galerie Contour dørene til en storslået påskeudstilling i Sæby. Galleriet holder til huse i samme bygning på Sæby havn som Restaurant Frank’s,og galleriets ejere Michael Jensen og Tine Hjort fortæller, at de glæder sig over den fantastiske mulighed, de har fået for at udstille deres faste kunstnere i så flotte omgivelser.
På udstillingen, som er fortløbende frem til d. 30/4, præsenteres der værker af kunstnerne: June Jin, Lars Bjerre, Martin Fasting, Arttiles, Brian Saaby og Kristina Dam.
Til ferniseringen er Galerie Contour vært ved en lille forfriskning. Alle er velkommen, og Michael og Tine håber, at rigtig mange vil lægge vejen forbi denne flotte udstilling, som er unik på så mange områder. -Derudover vil nogle af kunstnerne også være at træffe på ferniseringen.
Galerie Contour i Sæby holder åbent hver dag i påsken (hele uge 13) kl. 12.00-16.00, dog undtaget søndag d. 24/3, hvor der vil være lukket, da der den dag er fernisering på påskeudstillingen i galleriets afdeling i Ålbæk med June Jin og Louise Gaarmann.
Derefter holder galleriet åbent hver weekend kl. 12.00-16.00 og selvfølgelig efter aftale.
Tjek gerne hjemmesiden for yderligere oplysninger.
Vel mødt!
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Galerie Contour åbner udstilling i Sæby' til en bekendt