Washington tur/retur – Anna Ancher tilbage i Skagen

Washington tur/retur – Anna Ancher tilbage i Skagen

25. maj 2013 - kl. 9:18 - af

Anna Ancher og et udvalg af andre mesterværker fra Skagens Museum vendte i denne uge tilbage til byen, efter tre måneder på den anden side af Atlanten – udstillet på National Museum of Women in the Arts. Udstillingen har været en stor succes for museet i Washington DC, og en øjenåbner for rigtigt mange af de besøgende, der ikke har kendt til skagensmalerne i forvejen. Eller – for nogens vedkommende – har haft kendskab til Anna Anchers mere kendte mandlige kollegaer i kunstnerkolonien, men ikke har været bevidst om hvor stort et talent og hvor meget originalitet der er i hendes værker. Politikens udsendte anmelder skrev begejstret “Anna Anchers kunst er lige til at tude over”, og beskriver meget bevægende hendes forhold til Anna Ancher som det har udviklet sig gennem årene. For amerikanerne har den kvindelige kunstners værker været en åbenbaring af farver, tæthed og lys som de fleste af anmelderne “over there” kun har kunnet beskrive ved at relatere Anna Ancher til de vigtigste af de nederlandske og franske impressionister.

Selvom udstillingen Anna Ancher and the Skagen Art Colony – der har været vist fra den 15. februar til den 12. maj – også har bestået af værker af de andre skagensmalere: P.S. Krøyer, Oscar Björck, Michael Ancher, Christian Krohg med flere, så er de amerikanske anmeldere ikke i tvivl om at det er Anna Ancher der er hovedpersonen. Hverken The Washington Diplomat eller Washington Post tøver med at kalde hende den vigtigste af alle skagensmalerne, i den forstand at hendes motivvalg, brug af farve og fornemmelse af lys markerer hende som den mest radikale og nyskabende af malerne i Skagen.

Udstillingen har for National Museum of Women in the Arts vedkommende været et tilløbsstykke, både hvad angår antallet af besøgende og salg af kataloger, der har ligget et godt stykke over det forventede, og på Skagens Museum håber man derfor også på at dette kan være starten på en forøget amerikansk interesse for den lille kunstnerkoloni i Skagen.

Skagens Museums direktør Lisette Vind Ebbesen siger på baggrund af succesen ”Samarbejdet med National Museum of Women in the Arts har været spændende, sjovt og vigtigt. Det har været fantastisk og meget bekræftende at opleve, at amerikanerne er lige så begejstrede over Anna Ancher og historien om skagensmalerne som vi selv er. Selvom vi selvfølgelig har savnet værkerne her på museet de sidste par måneder, er jeg ikke i tvivl om at den bedste måde at udbrede kendskabet til Skagen og de fantastiske skagensmalere, er at give folk mulighed for at opleve malerierne. Med udstillingsprojektet har vi fået sat Anna Ancher og Skagen på landkortet hos rigtigt mange kunst- og kulturinteresserede mennesker på USAs østkyst.”

På museet er konservatorer i øjeblikket i gang med et gennemsyn af værkerne efter hjemkomsten, hvorefter museets inspektører og tekniske personale vil lave en lille omophænging i den faste samling i løbet af den kommende uge, så man igen kan opleve Anna Ancher på museets vægge, hjemme i Skagen.

Fakta

• I forbindelse med udstillingen satte National Museum of Women in the Arts generelt fokus på dansk kultur med bl.a. koncert med DR PigeKoret, paneldiskussion, temaomvisninger og film af danske kvindelige instruktører som Lone Sherfig, Susanne Bier og Anne-Grethe Bjarup Riis.

• Der er til udstillingen udgivet et katalog på 150 sider med artikler af bl.a. Skagens Museums museumsinspektør Mette Bøgh Jensen samt kunsthistoriker Elisabeth Fabritius fra Michael og Anna Anchers Hus.

I perioden den 19. februar til den 17. marts var der desuden den store nordiske kulturfestival Nordic Cool 2013 på John F. Kennedy Center for the Performing Arts, som også har været med til at sætte fokus på dansk kunst og kultur.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Washington tur/retur – Anna Ancher tilbage i Skagen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger