Talentkoncert i Frederikshavn Kirke
26. maj 2013 - kl. 6:21 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Tirsdag den 28. maj kl. 19.30 er der rig mulighed for at høre de nye unge talenter, når de udfolder sig både vokalt og instrumentalt i Frederikshavn Kirke.
Eleverne kommer fra Musikskolens Talentklasse samt MGK i Aalborg.
Under koncerten fremfører eleverne værker af Bach og Mozart.
Man vil kunne høre fyrigt guitarspil af Anders Laurids Andersen og Sebastian Skousgaard samt velspillet klarinet kvartet med bl.a. Kasper Kiis og Jens Beck. Lise Robenhagen Hjørnes smukke vokal akkompagneres af Frederikshavns Kirkes organist Thomas Kursch.
Musikskolens Talentklasses elever kommer fra de respektive afdelinger i både Skagen, Sæby og Frederikshavn og er for de elever, der udviser et særligt talent og som har ambitionerne om en professionel tilgang til deres musik. Eleverne indstilles til optagelsesprøve af deres musiklærer og optages evt. i Talentklassen efter en årlig optagelsesprøve. Dette års optagelsesprøver er netop afsluttede og de 7 nye elever starter på talentklasseforløbet efter sommerferien. Talentklassen arbejder i forskellige workshops, i øjeblikket med den succesfulde komponist og pianist Søren Møller, der har fast base i både New York og København.
Der er med andre ord garanti for en fantastisk koncertoplevelse med en spændende blanding af klassiske værker.
Koncerten er gratis og alle er velkomne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Talentkoncert i Frederikshavn Kirke' til en bekendt