Bookcrossing
9. juni 2013 - kl. 13:53 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Biblioteket sætter bøger i bevægelse fra Bornholm og Skagen. Hen over sommeren vil bøger begynde at bevæge sig fra læser til læser. Det sker, når biblioteker i hele landet sammen med Litteratursiden.dk sætter gang i fænomenet bookcrossing for at give et ekstra skub til danskernes læselyst.
Litteratur bevæger os og for at understrege, hvor vigtigt det er at læse, sætter Frederikshavn Kommunes Biblioteker nu skub i læselysten ved at sende bøger ud på vandring, så de kan bevæge så mange læsere som muligt.
Det sker fredag den 14. juni, hvor bibliotekerne i Skagen, Frederikshavn og Sæby sammen med andre biblioteker i hele landet lægger gode bøger ud forskellige steder i byer, i parker, på bænke og caféer med en opfordring om at tage bogen med hjem, læse den og give den videre til en ny. Bogen skal altså ikke afleveres tilbage til biblioteket som normalt, men tanken er, at du skal give den gode læseoplevelse videre til en ny læser ved selv at lægge bogen et sted i sommerlandet – og ikke mindst at dele din oplevelse af bogen med andre læsere på Litteratursiden.dk.
Litteratursiden.dk er bibliotekernes fælles website om litteratur og dagligt bliver siden besøgt af læseglade danskere, der bliver inspireret, går i dybden med bøger og ikke mindst deler læseoplevelser med hinanden – lige som på de fysiske biblioteker. ”Læselysten er i forvejen stor, men vi håber at endnu flere får øjnene op for litteraturens evne til at bevæge os som mennesker ”, udtaler Pernille Lisborg, som er bibliotekar på Frederikshavn Bibliotek.
Bookcrossing eventen bliver samme dag, den 14. juni, sat i bevægelse på Bornholm, hvor Litteratursiden.dk deltager i Folkemødet med en event i Kulturstyrelsens stand. Her vil kulturminister Marianne Jelved senere samme dag fortæller om de bøger, der har forandret hendes liv, og hvorfor vi alle sammen skal læse noget mere.
Hvis du vil lade dig bevæge og selv være med til at sætte bøger i bevægelse, så hold øje med bøger fra biblioteket med et lille mærke med opfordringen: ”Tag mig, læs mig”. Og hold øje med bøgernes vandring på Litteratursiden.dk. Ud over at skrive om de vandrende bøger på Litteratursiden kandu også finde inspiration til andre gode læseoplevelser i Litteratursidens sommertema: Bevægelser og vandringer i litteraturen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Bookcrossing' til en bekendt