Marianne Mortensen på Skagens Museum
25. juni 2013 - kl. 9:39 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På torsdag den 27. juni kl. 19.30 er der indendørs koncert på Skagens Museum med en kær ven af byen, nemlig skuespilleren og sangeren Marianne Mortensen. Hun kommer med et program bestående af nye og gamle sange udvalgt specielt til særudstillingen STEDSANS – skagensmalernes landskaber, med tekster som bl.a. beskriver Skagens natur, byen og “den særlige sjæl” på Danmarks nordspids.
Marianne Mortensen er født i Skagen og har arbejdet som skuespiller siden starten af 80erne, men har sideløbende haft en musikalsk karriere, både som solist og i teatermæssig sammenhæng. Det har over årene bl.a. ført flere CD-udgivelser med sig, senest albummet “Vild sjæl” fra 2012 til teaterforestillingen af samme navn. Om denne skrev fx anmelderiet.dk: “Marianne Mortensen er sårbar og nærværende, sansende og utilnærmelig … Musikken er smuk og meget velspillet”. Marianne Mortensen vil desuden kunne opleves i rollen som Anna Ancher i stykket “Kongen, Hyrden og Sct. Laurentii tårer” der spilles ved Den Tilsandede Kirke til august.
Koncerten er udsolgt.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Marianne Mortensen på Skagens Museum' til en bekendt