Succes for Gastronomisk Maraton
25. juni 2013 - kl. 8:41 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Onsdag den 5. juni kickstartede man den første Gastronomiske Maraton i Skagen. I løbet af tre dage fik deltagerne nogle sublime gastronomiske oplevelser på Restaurant De 2 Have, Brøndums Hotel og Ruths Hotel.
Deltagerne på sommerens Gastronomiske Marathon kom fra hele landet og blev alle begejstrede for gastronomien i Skagen.
De tre steder bød på hver deres unikke overraskelse:
• Hos Restaurant De 2 Have, der ligger ved Grenens spids, dukkede kokkene pludselig frem fra krattene i den vilde natur med appetizers.
• På Brøndums Hotel fik deltagerne fortalt en levende historie om hotellets farverige kunstnermiljø.
• Det skortede heller ikke på kreativitet på Ruths Hotel, hvor køkkenchef Michel Michaud serverede østers oppe på Sømærket med udsigt over den brusende Nordstrand.
Rasmus Windstrup Sørensen, initiativtager til arrangementet siger: ”Vi sad alle dage omkring et langbord, hvilket bidrog til en social stemning, hvor folk snakkede på kryds og tværs, og udvekslede forretningsforbindelser. Da vi sluttede af på Ruths Hotel, var det med langvarige kram og et par enkelte kindkys, hos mange af deltagerne, hvilket viste det forhold de på 3 dage også have formået at danne til hinanden.
Arrangementet var et stort tilløbsstykke for gastronomisk interesserede. Mange af deltagerne har spist på adskillige Michelin restauranter rundt om i verden, men viste en stor begejstring omkring madlavningens kunst her i Skagen.
Rasmus Windstrup Sørensen fortsætter og runder af: ”Folk håber inderligt på at arrangementet vil blive gentaget og det har vi bestemt også planer om.”
En kommentar til “Succes for Gastronomisk Maraton” under annoncerne.
Godt gået – igen, Rasmus. Og tillykke med det hele.