Læs præstens båltale her
29. juni 2013 - kl. 7:56 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Grundejerforeningen havde stor tilslutning til Sankt Hans aften arrangementet på Solnedgangspladsen, hvor sognepræst Henrik Bang-Møller var båltaler og vakte stor opmærksomhed og begejstring med sin båltale, som du kan læse her:
Kære skagboer (både heltids- og deltids-), kære gæster, kære venner!
Sankt Hans bål-talen er en vanskelig genre. Jeg har holdt et par stykker. Men eftersom man ikke rigtig kender sammensætningen af publikum, kan det være svært at adressere det helt præcist. Det kan være umuligt at nå alle.
Og når jeg sådan ser ud over forsamlingen, ser jeg en stor, farverig skare. Der næsten går i ét. Og som om lidt ydermere bliver oplyst af bålet. Og blandt den farverige folkeskare genkender jeg af og til et ansigt og føler mig straks mere tryg.
Uden sammenligning i øvrigt fulgte også store folkeskarer Jesus, fordi han gjorde mange opsigtsvækkende ting, der påkaldte sig opmærksomhed. Og ifølge Monty Pytons Life of Brian bliver Jesus til sidst så irriteret over alle de folk, der stimler sammen om ham, at han midt i Jerusalem holder en formanende tale til dem.
Han siger bl.a.: ’Følg ikke efter mig! Følg ikke efter nogen som helst! Tænk for jer selv! I er alle individer! I er alle sammen forskellige!’
Hvorpå én enkelt spag stemme midt i den store, højtråbende folkeskare forsigtigt rækker hånden op og siger: ’Nej, det er jeg ikke!’ Hvorpå han straks bliver tysset ned af alle de omkringstående.
Vi danskere og skagboer er på mange måder temmelig éns i alle at ville være noget for os selv. Vi ligner hinanden i at ville være individualister. Det nærmest råber vi i kor. Og man kan sagtens på en meget ufarlig måde skille sig ud ved eksempelvis at farve sit hår lyserødt.
Men for at træde i karakter som individ for alvor, forlanges uendeligt meget mere end blot det at bøje sig selv i lyserødt neon.
Ægte, sandt og holdbart fællesskab i samfund, blandt folk både lokalt og nationalt, bliver først til virkelighed, når man har brug for hinanden. Når den ene i både direkte og overført betydning rækker sin hånd ud for at hjælpe den anden – skjult opmærksom på, at man selv kunne komme til at stå i samme situation, hvor det er den anden, der rækker hånden ud til mig, når jeg er faldet.
’Gå ikke foran mig! Jeg følger ikke efter. Gå ikke bag mig! Jeg er ikke nogen leder. Bare gå ved siden af mig og vær min ven!’ Sådan som den berømte franske forfatter og nobelpristager Albert Camus siger et sted.
Fællesskab er følgeskab med hinanden i medgang og modgang. Ikke fællesskab om at rage mest muligt sammen til sig selv og alle dem, der ligner os selv.
– Hvad var det nu, han den førende mellemøstekspert sagde for omtrent to tusind år siden: ’Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? (…). Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så?’ (Matt. 5, 46-47a).
Hvis et fællesskab skal blive større, udvikle sig og ikke bare have nok i sig selv, må det også omfatte alle dem, der ikke umiddelbart er som os.
Det er Skagens befolkning og by et rigtig godt eksempel på. Hvis ikke en masse mennesker ude fra var kommet og stadig kommer herop til os i den absolutte udkant af Danmark med gode ideer, med inspiration og talent, med kreativitet og initiativ, var Skagen ikke det kulturelle kraftcenter, vi er i dag, og som trækker folk til fra nær og fjern.
Os, som bor her i det daglige, som arbejder her og trives her hele året rundt, er glade for den energi-tilførsel, der kommer hertil med alle vore gæster, turister og tilflyttere.
Men vi er ikke kustoder, som blot viser vejen hen til det nærmeste museum. Vi har brug for varige, stabile arbejdspladser i ikke mindst industri og håndværk, som kan skabe grundlag for det dagligliv, vi så gerne vil fortsætte med at leve netop heroppe i dette vidunderlige stykke Danmark.
Vi har stadig brug for ideer, initiativ og kreativitet – både fra os selv og fra alle jer, der udefra har en særlig kærlighed til Skagen og skagboerne. Vi har brug for mennesker, der på råbet ’vi er alle individer!’ svarer: ’Det er jeg også!’
Årets 200 års fødselar har desværre aldrig gæstet Skagen. Af mangfoldige grunde forlod han sjældent hans elskede København. Han var én gang i Sædding i Vestjylland, hvor hans far stammede fra. Et par gange i Berlin for at studere. Og et par gange i Gilleleje i Nordsjælland.
Men at hans fødselsår falder sammen med Skagen bys 600 års købstadsjubilæum, finder jeg alligevel tankevækkende – og agter at udnytte i dag.
Der er forhåbentlig nogle af jer, der har gættet, hvem jeg taler om. Det er vores verdensberømte landsmand, Søren Aabye Kierkegaard, der blev født den 5. maj 1813. Året, hvor Danmark gik bankerot.
Han ville med garanti have sagt nej til at tale til sådan en forsamling som jer i dag. Kierkegaard adresserede ikke folkeskarer eller menneskemasser. Han adresserede og tiltalte den enkelte. Dén, der træder ud af mængdens anonymitet og tør være sig selv. Også med alle de fejl og mangler, man har.
Og hvis I ser jer omkring, er det jo ikke alle, der er lige kønne. Og hvis I kærligt holder armen omkring jeres ægtefælle eller kæreste, er der nok røget et par kilo ekstra på, siden dengang I fik åndenød, når I iagttog den samme krop, mens I endnu var unge.
’Enjoy your body while you’re young!’ Råbte en gadekomediant engang til de forbipasserende på Strøget i København. Mon ikke de fleste af os, der er kommet lidt op i årene, trækker vejret lidt mere behersket, når vi ser vore respektive ægtefæller i Vor Herres helt eget naturlige outfit?!
Selvfølgelig har ingen af os bare ladet stå til, mens kroppen går mod sin uundgåelige ældning. Og dødsprocenten ender altid i sidste ende med at være 100 %. Ingen undslår sig. ’Døden er en god gammel tradition’, som Osvald Helmuth engang sagde, da han skulle forholde sig til sin egen tilstundende død.
Jeg vil afslutte denne båltale med at opfordre os alle til at tilstå hinanden retten og frimodigheden til at være de uperfekte, småfede, blege og helt almindelige mennesker, vi er. Med andre ord: at være os selv. Hvorfor bruge så mange kræfter på at gøre sig andet, end man er.
Hvis din nabo ikke er for køn, så se lige på dig selv!
Til helvede med al den uniforme normalitet! Og den anmassende almindelighed. Uanset hvor forskelligt den prøver at klæde sig ud i det ydre. Det er ikke kun i skål- og båltaler, forskelligheden mellem os er en politisk korrekt konstatering. Det er den i dagligdagen, i praksis og dér, hvor vi lever sammen i skæbne- og livsfællesskaber. Og har brug for hinanden. – Også i Skagen.
Lad os brænde normalitetens spændetrøje af – sammen med den lede heks. For hvor tit er det lige, det lykkes for os mænd at brænde en kvinde af?!
Og det er under alle omstændigheder bedre at tænde et lys end at forbande mørket.
Rigtig glædelig Sankt Hans fest! Og tak for jeres opmærksomhed!
Sognepræst Henrik Bang-Møller, Skagen
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs præstens båltale her' til en bekendt