Udkantspop på Skagens Museum

Foto: Janne Fonda

Udkantspop på Skagens Museum

1. juli 2013 - kl. 7:10 - af

På torsdag den 4. juli spiller Mikael K & Klondyke i Skagens Museums smukke have.

Mikael K’s musik er på mange måder klangen af Vendsyssel når den er allerbedst: Krøllet og måske lidt flosset i kanten, men først og fremmest smukt, poppet og ærligt i sit udtryk. Det er en mand der gennem de sidste ti år har høstet anmelderroser og priser på stribe, men aldrig rigtigt har slået bredt igennem hos befolkningen – også selvom han som sangskriver aldrig har været bedre end der, hvor han står i dag.

Mikael K kommer med sit trofaste band Klondyke og et bagkatalog bestående af fem flotte albums samt en hel perlerække af popsange der med Klaus Lynggaard fra Informations ord er “dansk sangkunst, når den er bedst”. Mikael K er måske ikke ung længere, men fremstår i dag alligevel som det yngste og friskeste skud på stammen i en lang generation af gode bunderfarne jyske sangskrivere, der med humor og varme beskriver de skæve provinsielle eksistenser herovre nordvestpå. Som Klondyke startede de for mere end ti år siden i København med lidt kantede kærlighedssange til brokvartererne, piger og dagligdagen i byen. Sidenhen flyttede exiljyden Mikael tilbage til Nordjylland, slog sig ned i Vrå som en efterhånden mere tilbagelænet herre med fedtede solbriller, der kærligt og poetisk betragter livet i udkanten. Det sker med elementer af folk, country, visesang, rock & pop, er både lidt Tom Waitsk og lidt dansktop, lidt pjat og lidt alvor – men lyder alt i alt først og fremmest kun som Mikael K & Klondyke.

Koncerten starter kl. 19.30, indgangen åbnes en halv time før. Billetter á kr. 125,- kan købes på www.skagensmuseum.dk. Børn under 18 gratis adgang i selskab med en voksen. Publikum opfordres til at medbringe tæpper og sætte sig i græsset i haven. Der kan købes øl, vand og vin i museumscafeen.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Udkantspop på Skagens Museum' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger