Jazzorkestret Blå Mandag indtager scenen i en gammel tysk bunker på Sønderstrand onsdag aften i næste uge. PR-foto
Skagens Venner byder på jazz og en strandtur
2. juli 2013 - kl. 8:10 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Foreningen Skagens Venner var ikke i tvivl om, at den ville være med til at markere Skagens 600 års købstadsjubilæum da planlægningen af de mange arrangementer gik i gang.
– Og vi var enige om, at vores jubilæumshilsen skulle være for alle, og at den gerne måtte være lidt utraditionel, siger foreningens formand, Michaël Svejgaard.
Skagens Venner, som i denne sammenhæng får god hjælp af restaurant Pakhuset og el-installatørfirmaet Steen Jørgensen A/S, byder derfor på jazzkoncert på Skagen Sønderstrand onsdag aften i næsten uge, 10. juli. Og der er fri entre.
Det er en af de gamle tyske bunkere fra Anden Verdenskrig, der lægger scene til.
På stranden mellem campingpladsen og Det grå Fyr ligger en kanonbunker, der har en stor åbning, så den nærmest er en stor scene, og på scenen finder man denne aften det festlige, humørfyldte jazz-orkester Blå Mandag , som spiller traditionel jazz.
– Langtids-vejrudsigten lover godt vejr denne aften, og det håber vi naturligvis på. Det kan blive en rigtig flot og festlig aften – især hvis alle møder klædt i hvidt, som man jo gjorde i gamle dage for omkring 100 år siden.
– Et købstadsjubilæum handler blandt andet om historie – og historien ved dette arrangement er både, at koncerten finder sted i en bunker fra Anden Verdenskrig – og at Blå Mandag byder på musik, som absolut ikke var i højsædet i Tyskland under nazisterne, siger Michaël Svejgaard.
Koncerten begynder klokken 20, men allerede inden da er der åbent i den lille strandbar, som Pakhuset etablerer til lejligheden.
Blå Mandag spiller hele uge 28 på Pakhuset om eftermiddagen og om aftenen – dog naturligvis ikke onsdag aften. Blå Mandag er i øvrigt fast sommergæst på Pakhuset, og det er i år 20 år, orkestret spiller på Pakhuset, fortæller restauratør Hans Sund.
Det er el-firmaet Steen Jørgensen A/S, der sørger for, at der er strøm til både orkestret og til strandbaren.
– Selv om den gamle bunker er ved stranden ligger den faktisk på en privat grund, fortæller Michaël Svejgaard. Grunden tilhører Fonden Thagaards Minde.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagens Venner byder på jazz og en strandtur' til en bekendt