Royalt besøg på Skagen standen i Aachen - Foto: Hanne Iversen
Stort markedsfremstød for Skagen i Tyskland
10. juli 2013 - kl. 9:19 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Danmark var i år partnerland ved det internationale ridestævne CHIO Aachen fra den 21.-30. juni, der blev afviklet under stor mediebevågenhed med royalt besøg fra Danmark i den forgangne uge. Her deltog Skagen Turistforening i samarbejde med VisitNordjylland som én af de danske udstillere i ”The Danish Village”. Med et forventet besøgstal på omkring 350.000 mennesker og 600 journalister gav eventet i Aachen en optimal mulighed for at komme i direkte dialog med tyskerne samt at sætte Skagen området på verdenskortet.
Som ét af verdens mest prestigefyldte internationale ridestævner må CHIO Aachen betegnes som en fantastisk markedsføringsplatform. I år var Danmark udnævnt som partnerland, og derfor havde VisitDenmark inviteret centrale turist aktører og virksomheder fra Danmark til at udstille i ”The Danish Village” – et 500 m2 stort event område i Aachen. Med overskriften ”Experience Denmark” ville man vise nogle af Danmarks bedste sider frem og inspirere flere tyskere til at holde ferie i Danmark.
Med det flotte set-up i ”The Danish Village” blev Skagen del af en 10 dages massiv danmarkseksponering, der både omfattede 350.000 tyske besøgende og en fantastisk dansk åbningsceremoni med royalt besøg fulgt af hele 80 millioner mennesker på TV.
Som optakt til åbningsceremonien tirsdag den 25. juni besøgte Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte ”The Danish Village”, hvor Skagen udstillingen og andre fik en privilegeret royal visit. Her fortalte repræsentanterne fra Skagen blandt andet hvordan P.S. Krøyers berømte ”Hip Hip Hurra” var blevet bygget i LEGO ud fra det oprindelige motiv.
International branding af Skagen som international kystferieby
Markedsfremstødet i Aachen falder helt i tråd med ét af de primære indsatsområder for Skagen Turistforening, der handler om at brande Skagen som international kystferieby. Netop i år har man blandt andet fokus på Tyskland med henblik på at tiltrække flere udenlandske gæster til Skagen Området.
Dét, som Skagen skal brandes på i Tyskland og det øvrige udland, er frem for alt, at man i Skagen og lysets land finder spændende oplevelser alle årets 365 dage: en fantastisk vild natur, et rigt dyre- og fugleliv og et dynamisk by- og kulturliv. Hertil kommer, at Skagen nu ifølge CNN også kan brande sig på at have nogle af verdens bedste strande. CNN har netop kåret Skagens strande som nr. 66 på verdensranglisten over verdens 100 bedste strande, i øvrigt lige foran Mauritius. I Skagen påskønner man den internationale anerkendelse og begejstring, der giver inspiration til det videre målrettede arbejde med at profilere Skagen som en international kystferieby.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stort markedsfremstød for Skagen i Tyskland ' til en bekendt