To jubilæer i Tennisklubben

To jubilæer i Tennisklubben

10. juli 2013 - kl. 10:14 - af

Skagen Tennisklub blev 100 år den 29. maj og i disse dage afvikles turneringen Skaw Open for 30. gang under netop det navn.

Der er i år ca 80 spillere med i turneringen og når finalerne er afviklet torsdag, er der spillet ca 140 kampe på Tennisklubbens anlæg på Drachmannsvej.

” For første gang i flere år går det hele efter planen, da vi heldigvis har været forskånet for regnvejr”, fortæller turneringsleder Ole Jakobsen, da Avisen var forbi tirsdag eftermiddag.

Der er ingen lokale med i torsdagens finaler, men det har Ole denne forklaring til : “Det har simpelthen ikke blæst nok til at de lokale har kunnet udnytte, at de næsten altid spiller i blæsevejr.”

Tirsdag aften blev der holdt grillfest for dette års deltagere ved Skaw Open, og her holdt klubbens formand, Johan Hessellund, nedenstående tale:

Den 29. maj 1913 bliver Skagen Lawn Tennis Klub stiftet. Foreningen har fra starten 49 lokale medlemmer, der hver betaler et årskontingent på 3 kr., og 31 udenbys medlemmer, som hver må bøde 1 kr. årligt for deres medlemskab. Allerede i 1914 bliver der anlagt endnu en tennisbane. Prisen for den er 1.002,23 kr. Blandt medlemmerne (udenbys) ses flere af kongefamilien.

Sådan står der i klubbens sæsonprogram 2013, og derfor er vi mødt op til grill og 100års fest i aften – hjertelig velkommen alle sammen.

Sådan begyndte det

Den 15. maj 1913 kunne man i den netop nystartede Skagens Avis læse følgende:

”NY TENNISBANE. På sportspladsen ved plantagen vil der i nær fremtid blive anlagt en tennisbane. Banen vil få sin plads ud for sportsforeningens pavillon, og anlægges for kommunens regning, og vil da stå til afbenyttelse for eventuelle tennisspillere. Der er sikkert mange, der vil benytte sig af vedkommende udvalgs imødekommenhed overfor den smukke og sunde sport. Til fodboldspillet er der alligevel rigelig plads. Efter hvad vi erfarer, er der allerede en tennisklub under dannelse i byen”

Grunden var altså lagt af en velvillig kommune, og rundt i byen gik man så i gang, og der skulle kun gå 14 dage før den stiftende generalforsamling blev afholdt torsdag den 29. maj 1913 kl. 8½ præcis på Sømandshjemmet – for at vælge bestyrelse og vedtage love.

Citat fra Skagens Avis: ”Under det efterfølgende kaffebord dannedes partierne og spilletiderne fastsattes og den unge forening træder under de bedste betingelser ud i livet”.

Ja mon ikke! Denne spæde start var begyndelsen til en uhyre livskraftig forening, som i de næste mange år skulle være med til at præge den sportslige udvikling i vor by.

De gamle protokoller fortæller

Der var de første år mange diskussioner om hvem der kunne være medlem. Den 13. marts 1918 ændrede man vedtægterne, så der nu stod:

”Som aktive medlemmer optages byens beboere, herrer og damer.”

Den 28. marts 1922 kniber det lidt med medlemstilgangen, så vedtægterne ændres igen til følgende:

”Hvis de faste medlemmers spilletid ikke generes, kan bestyrelsen i særlige tilfælde give gæster lov til at benytte banen mod betaling af 5 kr. for hver påbegyndt 8 dage.”

Fra protokollen kan også ses, at klubbens spillere prøver kræfter udenbys, dvs. mod Frederikshavn, første gang den 3. august 1928. Der er ingen, der kan huske hvordan kampen endte.

Det var også i 1928, at klubben første gang ansatte en lønnet arbejdskraft til vedligeholdelse af banerne o.l. for en betaling af 50 kr. om måneden.

I 1931 beslutter bestyrelsen at bygge et læskur til banerne. Det ordner vognmand Købsted for 85 kr.

I 1935 begynder indendørs sæsonen. Medlemmerne tilbydes nemlig at spille bordtennis arrangeret på Afholdshotellet. Kontingentet er 2 kr. pr. måned.

Den 17. oktober 1937 indvies den nye tennishal under stor festivitas. Det var en betingelse for opførelsen, at der var mindst 60 medlemmer, der meldte sig til spilletimer i hallen for vinterhalvåret, og til en kontingentindtægt på i alt 1350 kr.

Næste år, dvs. i 1938, besluttedes det, at man også kunne spille badmintong (sådan står der) i hallen, og at disse spillere kunne optages i klubben.

Den 26. april 1939 tager klubben derfor navneforandring fra Skagen Lawn Tennisklub til Skagen Tennis og Badminton Club, og dens formål er at dyrke tennis og badminton.

I de følgende år går antallet af tennisspillere tilbage og efter krigen kommer der stadig flere badmintonspillere.

I 1976 er der ca. 145 tennisspillere, og to nye tennisbaner bliver indviet. I 1977 er der ca. 200 udendørs tennisspillere. I 1985 anlægger bestyrelsen en tredje tennisbane, pris ca. 230.000 kr.

Klubben er i 1990´erne blevet delt i to, altså i henholdsvis Skagen Badmintonklub og – den gamle del, som nu hedder – Skagen Tennisklub.

Omkring 1990 toppede Skagen Tennisklub med ca. 300 medlemmer. Der var nu 5 baner, men det var helt nødvendigt at booke bane, når man ville spille – og man fik kun én time ad gangen.

I 2001 fik vi så den nye hal og indendørs bane med en god tennisbelægning. Vi lejer os ind hos fonden Skagen Tennis- og badmintonhaller.

Skagen Tennisklub har nu ca. 100 medlemmer, heraf ca. 25 unge under 25 år.

Antallet af indbyggere, især børn og unge, er stadig faldende i Skagen by, men Skagen Tennisklub har formået at overleve godt med færre medlemmer, bl.a. ved i stigende omfang at invitere byens gæster til at bruge de gode faciliteter.

Jeg er ikke i tvivl om at vi har en levedygtig klub også i de næste 100 år.

Skal vi udbringe et Skagen hurra for vores Skaw-Open klub: Skagen Tennisklub.

Johan Hessellund

Formand for Skagen Tennisklub

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'To jubilæer i Tennisklubben' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger