Erann DD på Galleri Gajhede
23. juli 2013 - kl. 10:30 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Galleri Gajhede, Vestre Strandvej 18, 9900 Skagen, fredag og lørdag den 26.-27. juli kl. 20.30
Erann DD er uden tvivl en af de mest charmerende sangere vi har i Danmark, og han forstår altid at give publikum en oplevelse af de helt store med et musikalsk repertoire, der efterhånden er ved at være ubegrænset.
Nu gæster han Galleri Gajhede med to intime koncerter fredag og lørdag den 26.-27. juli begge aftner klokken 20.30. Inden solokarrieren var Erann DD en del af funkbandet Zapp Zapp, der brød igennem på den danske musikscene i begyndelsen af 1990erne. Siden udgjorde Erann halvdelen af duoen Drori-Hansen Furniture, men det var dog først i år 2000 at han fik sit egentlige folkelige gennembrud, da han udgav sit debut soloalbum ”Still Believing”, der solgte mere end 100.000 eksemplarer alene i Danmark. Det andet album ”Thats The Way For Me”, der indeholdt hits som “Didn’t I Tell You That I Love You” og “Say Something Nice”, solgte platin, hvorefter Eranns solo karriere for alvor tog fart.
Siden er det gået slag i slag for Erann DD, som også fik den store ære at skrive sangen ”When You Hold Me” i anledning af Kronprins Frederiks og Prinsesse Marys bryllup i 2004. En sang som gik direkte ind som nr. 1 på flere danske hitlister. Sangen manifesterede for alvor Erann DD som en af de ypperste vi har herhjemme.
I 2009 udkom det nyeste album fra Erann DD – denne gang med udelukkende danske sange. ”Det er simpelthen på tide, at jeg synger på dansk,” forklarer Erann DD. ”Jeg er nået til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg har brug for at være så personlig som muligt. Derfor synger jeg på dansk og ikke på hebræisk, engelsk eller portugisisk. Det har været en kæmpe fest for mig. Jeg har nærmest fået et nyt sprog forærende, samtidig med at jeg har brugt al min erfaring som sanger.”
Snyd ikke dig selv for en af disse sommeraftner i Galleri Gajhede i selskab med tekster, der går helt tæt på Erann og tager udgangspunkt i livet, kærligheden og verden set fra et sted i livet, hvor man både er rig på erfaring, men stadig er sulten efter eventyr. Erann DD forener disse vedkommende og ærlige tekster med den funky musik, som han elsker. Stadig med soul i stemmen og med en indføling, der lyder som Erann DD, som vi kender ham fra hans mange hits.
Billetter: Mikael Gajhede 24 45 15 10 eller mikaelgajhede@gmail.com
Hjemmeside: www.gallerigajhede.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Erann DD på Galleri Gajhede' til en bekendt