En aften med Søren Kierkegaard
13. august 2013 - kl. 6:56 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det har vel næppe undsluppet nogens opmærksomhed, at vores verdensberømte landsmand Søren Kierkegaard ville være fyldt 200 år i år. Overalt på kloden fejres den store 1800-tals tænker i årets løb, og vi holder os da heller ikke tilbage i Skagen. Skagen kirke bliver i aften, tirsdag den 13. august kl. 19.30, ramme om en multi-medie-formet hyldest til Kierkegaard – med et stærkt internationalt tilsnit. Som aftnens midtpunkt står tekster om kærlighed af Søren Kierkegaard, udvalgt og læst af Eberhard Harbsmeier, en anerkendt kender og fortolker af Kierkegaards værk. Til læsningerne byder tyske Christina Meissner, cello, og Poul Skjølstrup Larsen, orgel, på et musikalsk program, der såvel fortolkningsmæssigt som poetisk belyser Kierkegaards værk. To af værkerne er blevet komponeret specielt til aftnens program, af en koreansk henh. israelsk komponist. Den auditive form suppleres eller gennembrydes af den tyske ord- og billedkunstner Michael Geyersbach med visuelle projektioner i kirkerummet.
Og lidt om de medvirkende: Eberhard Harbsmeier er født i Tyskland, har været docent i praktisk teologi ved Københavns Universitet og har siden 1996 været rektor ved Folkekirkens Pædagogiske Institut i Løgumkloster og rektor for Præstehøjskolen sammesteds. Christina Meissner har Weimar som udgangspunkt for en omfattende karriere som virtuos cellist. Poul Skjølstrup Larsen er uddannet på Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg og er siden 2002 organist i Løgumkloster kirke. Michael Geyersbach er en prisbelønnet tysk ord- og billedkunstner.
Der er lagt op til en helt særlig aften i Skagen kirke – til Søren Kierkegaards ære.
Gratis adgang
Tirsdag den 13. august kl.19.30 i Skagen kirke
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'En aften med Søren Kierkegaard' til en bekendt