Ung skagbo hjælper skolebørn I Papua New Guinea
9. oktober 2013 - kl. 11:32 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Signe Bech Nielsen, 25 år, er født og opvokset i Skagen hvor hun har gået på Kappelborg Skolen og brugt mange timer i Skagens sportsklubber, både som udøver og træner. Signe blev færdig som matematisk student fra Frederikshavn Gymnasium i 2007, hvorefter hun flyttede til Aalborg for at studere til Civil Ingeniør i Arkitektur på Aalborg Universitet. Siden hen har hun rejst til alverdens destinationer for at studere lokale kulturer og arkitekturer. I september 2012, efter en rejse til Papua New Guinea, startede Signe et projekt for en lokal folkeskole i en afsides landsby i Papua New Guineas bjerge.
Signe fortæller:
Mit projekt er i en lille landsby langt oppe i de østlige bjergene af Papua New Guinea. Her har jeg det seneste år arbejdet tæt sammen med den lokale skole i landsbyen Kabwum for at bygge en ny administrations bygning til skolen. Skolen har i mange år drømt om at få en tilbygning, eftersom af antallet af skolebørn i Kabwum er stigende. I september 2012 efter et besøg i landsbyen gik jeg i gang med at designe den 80 m2 bygning, som blandt andet indeholder kontorer, bibliotek, computerrum, lærerværelse – samtidig skal bygningen agerer samlingspunkt for skolen.
I juli 2013 kom jeg tilbage til landsbyen for at hjælpe med konstruktionen og for at udarbejde detaljetegninger med de lokale tømrer. Konstruktion i denne del af verden kan ofte være en stor prøve, da der hverken er elektricitet eller rindende vand i landsbyen. Lokale stammeopgør skaber problemer når træet skal ud af junglen og derefter transporteres til landsbyen. blandt andet derfor er projektet blevet forsinket med fem måneder, men forhåbentlig kan jeg til januar 2014 rejse tilbage til Kabwum for at være med til åbningen af bygningen.
Efter at have brugt mange dag i landsbyen med skolens børn har jeg oplevet en anden kultur, hvor man er taknemlig for, hvad man har, men hvor man samtid også er klar over, hvor begrænset deres muligheder er for at få en fremtid, som den vi har i den vestlige verden. Derfor har jeg startet min egen kampagne, hvor jeg indsamler penge til at købe undervisningsudstyr til skolen. Det er en drøm at kunne indsamle nok penge til blandt andet at købe bærbare computere, bøger og sportudstyr til skolen. Projektet betyder utrolig meget for mig, og det er derfor vigtigt for mig at være et forbillede. Specielt for de unge piger i landsbyen, som drømmer om at studere på universitet engang i fremtiden, men kulturen og familien presser dem til at stifte familie, og overbeviser dem om, at livet i markerne er vejen frem.
Mange venner og min familie har allerede vist deres støtte ved at donere penge via min kampagnehjemmeside. Hvis du har lyst til at læse mere om projektet eller støtte med en donation er du velkommen til at besøge min kampagnehjemmeside: http://www.indiegogo.com/projects/laptop-for-remote-school-in-papua-new-guinea
Ved åbningen af projektet til januar 2014 håber jeg på at kunne overraske skolen og børnene med en hel del nyt udstyr, som vil bringe store smil frem hos børnene, hjælpe til at opkvalificere undervisningen og ikke mindst overbevise børnene om, at der er en lys fremtid, hvis man kæmper for det.
En kommentar til “Ung skagbo hjælper skolebørn I Papua New Guinea” under annoncerne.
Godt gået Signe…. Kh Lone & Erling