Vil Peter Nielsen have Føtex og Arena Nord til Ålbæk?
21. oktober 2013 - kl. 8:45 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Kommunernes økonomi er under pres. Det faktum kender vi også i Frederikshavn kommune. Derfor har vi i Frederikshavn kommune de senere år valgt at lave en øvelse, der går ud på, at vi sparer på mursten frem for serviceniveau. Det har Peter Nielsen uden at blinke med øjnene nikket ja til gentagne gange. På det seneste er der blevet nikket til at lukke fem små børnehaver eller vuggestuer i Frederikshavn by samt tre skoler.
Øvelsen er også blevet lavet på det område, hvor Peter Nielsen er formand, nemlig socialområdet, hvor mindre enheder er lukket for at optimere driften i nogle større.
Peter Nielsen har også i budgettet nikket ja til at spare 8 mio på børne og ungdomsområdet, hvilket betyder en besparelse på 1 mio på familieområdet. Jeg har på intet tidspunkt hørt Peter Nielsen komme med forslag hertil.
I Frederikshavn bygger vi lige nu en ny flot døgninstitution. Her vil Minibo og Gården blive smeltet sammen til et nyt socialpædagogisk tilbud til anbragte børn og unge. I Børne – og ungdomsudvalget ved vi godt , at vi har med ekstremt sårbare unge at gøre, derfor blev beslutningen også herefter. De unge på Gården sluses langsomt og i individuelt tempo over på den ny institution.
I Børne – og ungdomsudvalget har vi også haft modet til at forebygge. Det betyder, at vi har tilført midler til et forebyggende tiltag, som har til huse i Skagen, hvor anbringelser netop forebygges.
Samtidig er der i S og SF’s netop vedtagne budget besluttet at flytte 15-20 arbejdspladser til Skagen rådhus.
Peter Nielsen – nogle gange er det vigtigt at se tingene i en større helhed og med overblik over den samlede kommune. Vi er valgt til at forvalte hele kommunen.
Christina Lykke
Borgmesterkandidat SF
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vil Peter Nielsen have Føtex og Arena Nord til Ålbæk?' til en bekendt