Flemming Kjær Trolle og Niels Thomsen.
K-Clean ruster sig til fremtiden
15. januar 2014 - kl. 9:35 - af Finn Egelund Pedersen
K-Clean ApS v/Flemming Kjær Trolle har igennem de seneste 7 år leveret rengøringsydelser til store og små firmaer i Vendsyssel. Ikke mindst i Skagen har firmaet fået godt fodfæste og Flemming Kjær Trolle vurderer, at K-Clean sidder på 25-30 % af markedet i den gamle Skagen kommune.
Firmaet har været i konstant vækst siden etableringen, og det har Flemming Kjær Tolle nu taget konsekvensen af og har sammen med Niels Thomsen pr. 1. januar 2014 stiftet det fællesejede K-Clean A/S. Den ny firma-konstruktion får ingen betydning for hverken kunder eller medarbejdere, men er blot et led i planen om, at ruste firmaet til at kunne ekspandere, siger Flemmng Kjær Trolle til SkagensAvis.
I dag servicerer vi primært firmaer i havnebyerne i Vendsyssel, men med den nye organisation og det nye kapitalgrundlag, har vi planer om at udvide vores aktiviteter til – i første omgang – en større del af Jylland. I Skagen-området forventer vi at ansætte 5-6 nye medarbejdere i 2014.
Med Niels Thomsen om bord som direktør, har vi fået tilført erfaring fra en anden del af levnedsmiddelindustrien. Niels har mangeårig erfaring som fabrikschef for bl.a. Tulip Food Company og Danpo, fortsætter Flemming Kjær Trolle.
Næste skridt bliver at finde den helt rigtige adresse til vores nye administration. Foreløbig har vi kik på noget i nærheden af Hjallerup og tæt på motorvejen, slutter Flemming Kjær Trolle.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'K-Clean ruster sig til fremtiden' til en bekendt