Kulturministeren giver 500.000 kroner til museumsfusion
25. juni 2014 - kl. 12:32 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
De tre institutioner Skagens Museum, Michael og Anna Anchers hus og Drachmanns hus bliver samlet i et nyt Skagens Museum.
Når tre af Skagens mest berømte museer bliver slået sammen til et nyt Skagens Museum, vil der ske store ændringer for både Michael og Anna Anchers Hus og Drachmanns Hus, som bliver omfattet af Skagens Museums statsanerkendelse.
Det betyder, at museernes samlinger bliver underlagt en række krav, de ikke før var omfattet af. Blandt andet skal alle værker registreres, og her ligger en stor arbejdsopgave, da alene Michael og Anna Anchers Hus råder over cirka 5.000 kunstværker, som ikke er registreret i den nationale database over kunstværker, Kunstindeks Danmark.
Kulturminister Marianne Jelved siger:
”Jeg er glad for at kunne støtte den planlagte museumsfusion i Skagen mellem Skagens Museum, Michael og Anna Anchers Hus og Drachmanns Hus. Fusionen vil styrke den faglige udvikling af museumslandskabet i det allernordligste Danmark til glæde for regionens borgere og gæster. Den digitale registrering af de mange værker fra især Michael og Anna Anchers Hus ligger grundstenen for sikringen og bevaringen af et vigtigt kapitel i vores fælles kulturarv og gør værkerne tilgængelige for nationale og internationale brugere og forskere.”
Kilde: Kulturministeriet
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kulturministeren giver 500.000 kroner til museumsfusion' til en bekendt