Inspektøren fortæller…
9. august 2014 - kl. 8:58 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
”Man rejser sig fra bordet (Aftenselskab hos familien Moresco)” fra 1906 er et af hovedværkerne på vores aktuelle Laurits Tuxen-udstilling Tuxen – farver, friluft og fyrster, som har været på en lang rejse hertil helt fra New York. Skagens Museum fandt frem til det hos Mr. John E. Oden, hvor det er blevet omdrejningspunktet for nogle helt særlige fester i New York. Mr. John E. Oden købte maleriet på en Sotheby’s-auktion i 1997, og han blev så fortryllet og suget ind i Tuxens maleri, at han har indrettet sin spisestue med tunge røde gardiner, lignende lysekroner, røde blomster og service ligesom i Jacob Heinrich Morescos festsal i villaen Adeleïde i Ordrup. Ligeledes har billedet inspireret ham til at holde fester, som ligefrem imiterer festen på maleriet. Det foregår på den måde, at gæsterne inviteres i deres fineste puds med medaljer og kjolesæt, der dækkes op ligesom på Adelaïde, og der tales ikke om økonomi og finanser, men om kunst og kultur. Undervejs til festen har maleriet været tildækket og på det rette tidspunkt afsløres maleriet for gæsterne.
Mr. John E. Oden er en stor fan af Tuxens kunst – det samme er Skagens Museums dygtige inspektør Mette Bøgh Jensen, som står bag udstillingen og det detektivarbejde, det har været, at finde frem til disse malerier.
Derfor inviterer hun den 14. august alle til at opleve særudstillingen Tuxen – farver, friluft og fyrster indefra til arrangementet ”Inspektøren fortæller…”, hvor der vil være fascinerende historier om arbejdet med udstillingen, Tuxen og hans malerier.
Dørene åbnes kl. 17.30, og prisen er 125,- inkl. et glas vin. Billetter kan købes her http://www.visitnordjylland.dk/booking/2504
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Inspektøren fortæller…' til en bekendt