Brovandeskolen er allerede tilmeldt.
Konger og springere kommer på skoleskemaet
17. september 2014 - kl. 9:20 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Tilmeldingen til Skolernes Skakdag – kendt som hjernegymnastikkens motionsdag – er netop åbnet.
6. februar 2015 folder skoleskakelever i Nordjylland brætterne ud på Skolernes Skakdag under mottoet: ”Det skal være sjovt at blive klogere”.
Kirsten Nielsen, ansvarlig for skoleskakken på Herningvej Skole:
– Herningvej Skole deltager i Skolernes Skakdag 2015 for at give eleverne en alternativ skoledag med både læring og sjov, hvor de vil opleve at være en del af et fællesskab, hvor alder ingen betydning har for hvem, der vinder. Som Verdensborgerskole er det også af betydning for os, at de gennem fx skoleskak kan se at de har noget til fælles med mange mennesker i hele verden.
Mange af landets skoler er med i Skolernes Motionsdag før efterårsferien, men Skolernes Skakdag fredag i uge 6 (før vinterferien mange steder) er også populært. 100 skoler har via forhåndstilmelding allerede sikret sig en af de i alt 200 pladser til dette skoleårs hjernedyst. Se alle tilmeldte skoler via www.skolernesskakdag.dk/tilmeldte-skoler.
I Nordjylland er Herningvej Skole, Aalborg Øst, Gl. Hasseris Skole, Aalborg, Østerild Skole, Thisted og Brovandeskolen – Den lille Skole i Skagen blandt de skoler, der har sikret sig plads på Skolernes Skakdag 6. februar og til Landsfinalen 20. marts i Billund, hvor titlen som ’Årets Skakskole’ og en pokal af LEGO-klodser er på højkant.
Mikkel Nørgaard, programleder, Dansk Skoleskak:
– Folkeskolereformen har øget skolernes fokus på alternativ læring, og det kan vi mærke på den store forhåndsinteresse for Skolerne Skakdag.
Skolernes Skakdag er åben for alle uanset alder, køn og kendskab til spillet. Dagen organiseres af lokale lærere og pædagoger, der til januar selv må på skolebænken for at opfriske skakregler og uddanne sig til aktivitetsledere, så de kan styre aktiviteterne på Skolernes Skakdag.
Skolernes Skakdag arrangeres af lokale skoler og Dansk Skoleskak i samarbejde med Skolemælk, Politiken, Spar Nord Fonden og Børnenes Hovedstad, Billund.
På Skolernes Skakdag 2014 deltog 25.086 elever på 189 skoler.
I 2015 er der plads til 30.000 elever fra 200 skoler.
Tilmelding via www.skolernesskakdag.dk, hvor tv-indslag og mere info findes.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Konger og springere kommer på skoleskemaet' til en bekendt