
Intimkoncert med Mads Toghøj Band og Klitkoret
28. september 2015 - kl. 7:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Efter et langt tilløb er det nu lykks at få arrangeret en koncert med ”lokale” kræfter – et samarbejde mellem Mads Toghøj Band og Klitkoret.
Rolf Hauge fra Klitkoret fortæller:
“En koncert, som vi har talt om at lave sammen i mange år, måske endda så meget som 11 år tilbage, hvor Klitkoret og Martin Lykke Band optrådte sammen på Skagenfestivalen og den efterfølgende koncert, hvor vi sammen den nu afdøde Poul Martin Poulsen og Danmarks Radio lavede endnu en koncert og også en CD-udgivelse – dengang en stor succes.
En håndfuld år efter talte Mads Toghøj og jeg om, at ”NU” skulle vi lave en lignende koncert – vi mente endda, at vi kunne lave en endnu bedre koncert – men årene er gået, og først nu bliver det en realitet.
I de mellemliggende år, har Mads Toghøj og Klitkoret haft den store fornøjelse at optræde sammen ved de populære nytårskoncerter på Kappelborg, og flere gange har vi mindet hinanden på, at ”NU” skal vi altså have lavet en koncert sammen.
Efter nytårskoncerten i januar måned i år, gav vi hinanden hånd på, at NU skulle det være, og nu bliver det en realitet”.
Mads Toghøj og band kommer hjem til Skagen, og lørdag den 31. oktober er der nu arrangeret det, som arrangørerne kalder en ”INTIMKONCERT”, og koncerten bliver på Kappelborg kl. 20.00.
“Vi har besluttet at kalde det for en INTIMKONCERT, og det er fordi, der kun bliver solgt 150 billetter. Det bliver en rigtig hyggeaften med cafeborde, stearinlys og en lille bar. En aften med MASSER AF DEJLIG MUSIK – lige fra rock til traditionel korsang – lige fra Elvis til Queen”, fortæller Rolf Hauge.
Og mon ikke Mads Toghøj præsenterer nogle numre fra albummet ”Alley of faith”, som Mads har indspillet i Memphis og Nashville i USA – sågar med musikere, der har spillet sammen med Elvis. Måske får vi også historien bag den nyeste udgivelse: ”Homeless” – for øvrigt et nummer, som Toghøj og Klitkoret fremfører sammen. Klitkoret vil også have nogle af deres favoritnumre på programmet.
“I det hele taget er samarbejdet mellem Toghøj og Klitkoret unikt, og det er vi sikre på, at alle sagtens vil kunne høre i musikken” slutter Rolf Hauge.
Billetsalget starter den 30. september kl. 10.00 på www.skagenbilletten.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Intimkoncert med Mads Toghøj Band og Klitkoret' til en bekendt