
Læserbrev: Lokalplanforslag for Kandestederne
23. maj 2016 - kl. 6:29 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Skagen og Raabjerg Sogne kan ikke acceptere det fremlagte lokalplanforslag for sommerhusområde og udvidet hoteldrift ved Kandestederne.
Er der et dokumenteret behov for flere sommerhuse eller ferielejligheder? Nej. Ved Potentialeplanens offentliggørelse i oktober sidste år omtalte daværende turistchef et fald i overnatninger på 120.000 på årsbasis.
Vi har allerede flere fejlslagne projekter: Skagen Nordstrand, hvor der er opført 3 Atelierhuse, 2 Strandgårde, og-100 fundamenter ligger skjult under sand og marehalm. Havhusene samme sted og samme situation. Skagen Lille Strand, 4 projekter, men-intet byggeri. Tuxen Parken, en byggeplads i ruiner på 7. år og listen kunne fortsættes.
Kandestederne er kendt for sin hoteldrift gennem tiderne, Kandehus, Kokholms og Hjorts Hotel. Der lå stråtækte længehuse i læ af klitten, her boede man også, når man hellere ville bo på landet og ikke ved ”Kande-Peter”, og her havde Switzer sin første redningsstation, der ligger ved hjørnet af Dødningebakken. Disse bygninger var placeret i stor respekt for det storslåede landskab, som Miljøministeriet og Fredningsstyrelsen allerede i 1982 betegner som ”Et af Danmarks større Nationale naturområder”. Det drejer sig naturligvis om den store vandreklit Raabjerg Mile, der er
internationalt kendt, og de store engarealer og klitterne ud mod Vesterhavet. Dette kulturlandskab, denne bygningskultur og denne kulturhistorie springer man ”let og elegant” henover i denne
skabelon af en lokalplan.
Vi og andre foreninger fremsendte i debatperioden vore bemærkninger, men de ses ikke at være fulgt op, tværtimod er antallet af sommerhuse udvidet fra 16 til 19.
Lokalplanforslaget er så ringe i sit indhold, at al anden gennemgang er overflødig.
Vi vil i stedet opfordre Frederikshavn Kommune til at alliere sig med fagligt kompetente landskabsarkitekter og arkitekter med lige netop den viden, der kræves, når det handler om de storslåede kulturlandskaber og kulturmiljøer i vore byer som Sæby og Skagen.
Sidst men ikke mindst vil der opstå problemer med spildevand og deraf følgende forurening fra de mange beboelser, hvis der ikke kloakeres.
På vegne af Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Skagen og Raabjerg Sogne,
Poul Nedergaard Jensen, arkitekt, tidl. Lektor ved Institut for Den Arkitektoniske Kulturarv, Arkitektskolen Aarhus.
En kommentar til “Læserbrev: Lokalplanforslag for Kandestederne” under annoncerne.
Det at skulle administrere områder der indeholde bygnings- og landskabskulturer, som Skagen og Sæby gør, samt mange øvrige naturområder i kommunen der handler det om følelser og den værdiopfattelse man har.
Kommunalbestyrelsen er tilsyneladende helt uden mening om noget som helst i den retning og forvaltningen åbenbart ligeså.
Det er beskæmmende at værdien, kun er krone og øre og ikke kulturværdierne. Når disse er ødelagt kommer de ikke igen.
Kandestederne – her er spørgsmålet om der i det hele taget er behov for et stort badehotel – det øger kun konkurrencen og dermed er der en meget stor chance for at hotellet lukker når det er færdig opført og så skal det naturligvis laves om til ferielejligheder – dette er sket før.
Alternativet er at det ikke bygges og efter en vis tid ansøges der om tilladelse til at nedrive hotellerne og udstykke til sommerhuse grunde.
Endvidere ønsker man typiske danske sommerhuse – hvis det er hvad jeg mener det er, taler vi om en meget stor forringelse af området.
Forvaltningen kunne have anvendt de betingelser der sat i den oprindelige deklaration for området – udarbejdet af Skagen Kommune – så var der i det mindste sat et kvalitetskrav.
Det ville klæde kommunalbestyrelsen og forvaltningen at udarbejde en ny lokalplan som respektere området.
Det er meget beskæmmende, at der i lokalplanforslaget slet ikke er taget højde for kloakering af området – især da der nu kommer en meget stor forøgning af værelsesantallet og endnu flere huse. Området er i forvejen meget kraftigt belastet med sivedræn med mere.
Det kan en kommune som kalder sig grøn og miljøbevidst ikke tillade sig da det belaster grundvandet og badevandet.
Da det er en storentreprenør der ønsker lokalplanen skulle det ikke være noget problem at denne entreprenør betaler kloakering.
Området kan ganske enkelt ikke tåle en yderlig forurening og grundvandet.